Tidligere medlemmer af Rage Against The Machine, Public Enemy og Cypress Hill slog revner i betonen på Refshaleøen.

Det er alt, alt – som i ALT – for sjældent, man oplever det. Men med amerikanske Prophets Of Rages koncert på Copenhell fik man – udover nogle læsterlige og voldsomt velgørende soniske tæsk! – for en gangs skyld musik drevet af ægte indignation og spillet så sviende præcist og regulært rasende, at samme i en ideel verden burde kunne feje denne verdens tvivlsomme magthavere ud på en isflage og sende dem til havs.

Prophets Of Rage er et fænomenalt sammenrend af guitaristen Tom Morello, bassisten Tim Commerford og trommeslageren Brad Wilks (alle med en fortid i Rage Against The Machine og Audioslave), rapperne Chuck D. (Public Enemy) og B-Real (Cypress Hill) samt DJ Lord (Public Enemy).

Se, at hævde at de gutters samarbejde slog gnister på Copenhell ville være en underdrivelse, som egentlig burde straffes med fængsel og musikalsk genopdragelse.

Næ, hér bliver jeg altså nødt til at bruge et ord, jeg ellers sjældent anvender, fordi alt for mange har devalueret samme i de senere år. Men nu kommer det altså – det hér var en MAGTDEMONSTRATION, som jeg vitterlig sjældent har oplevet det på en dansk scene.

Prophets Of Rage gik fra starten til frontalangreb på en verden i brand, på uduelige politikere og en egoismens tidsalder, som gør at mange ikke alene har for lidt, men at alt for mange af dem, som har deres på det tørre og kunne hjælpe, er ligeglade med de mindrebemidlede.

Hér blev solidaritets-erklæringer og opfordringer til at gøre noget ved verdens vanvid næsten bogstaveligt talt hamret i hovedet på publikum. Ingen var i tvivl om at det her blev spillet af nødvendighed.

Forrygende versioner af Rage Against The Machines “Take The Power Back”, “Sleep Now In The Fire”, “Bullet In The Head” og den uundgåelige “Killing In The Name” stod skulder ved skulder med Public Enemys “Fight The Power” og “Prophets Of Rage” (ja, deraf navnet), og alene Commerford og Wilks samspil var hele aftenen værd – de er simpelthen en ubetaleligt tight rytmegruppe og spiller I lighed med Morello på en måde, så de musikalske øretæver rigeligt matcher de to rapperes verbale ditto.

Efter den omgang skulle man være idiot eller et af frygt bævende medlem af visse politiske grupperinger for at slå til lyd for, at politik ikke har noget at gøre i musik – selv om så musikken i sig selv var fremragende.

Så fik man set det med: Et rapmetalband, som en kort overgang faktisk var rendyrket hiphop, hamrede publikum i knæ på en heavyrock festival.

Man kan jo håbe, at det blandt andet skete, fordi alt folket er med på Prophets opfordring ”Unfuck The World”.

Prophets of Rage, Copenhell, torsdag