I 2009 mødtes Sabry og Nønne på Roskilde Festival, hvor de begge to skulle arbejde. Præcist fem år efter blev parret gift foran Roskildes ikoniske Orange Scene.

Det skete onsdag aften - og selvom det lyder som noget, der er taget direkte ud af en TV2-sang, så brød solen rent faktisk frem fra den ellers overskyede Roskilde-himmel i det øjeblik, at bruden og gommen stod side om side på det til lejligheden konstruerede alter.

Alteret bestod af omkring 1500 guldtuborg og vielsen blev i dagens anledning foretaget af Roskildes Borgmester, Joy Mogensen. 

Flere mennesker - både bekendte og fremmede - var mødt op for at være vidne til den noget særprægede vielse.

- Jeg er meget glad for at se, at så mange er dukket op. Det er meget overvældende, mange tak, lød det fra en glad gom, der havde stillet sig op på de stablede ølrammer og forsøgte at overdøve støjen fra den nærliggende Apollo-scene ved hjælp af en megafon.

- Jeg har haft helt vildt travlt i forbindelse med mit arbejde på Roskilde Festival, så har egentlig ikke haft tid til at blive spændt eller nervøs. Men det begynder så småt at komme nu, sagde Sabry til bt.dk umiddelbart inden, at der rullede en kæmpe lastbil formet som verdens største anlæg op ved siden af de fremmødte mennesker og begyndte at spille en blanding at brudevalsen og 'Killing in the name of' med Rage Against The Machine.

Her ses parret for an guldtubor-alteret:

En lidt alternativ musik, der blev afbrudt, da bruden ankom i sin hvide kjole på motorcykel til stor jubel fra de fremmødte.

Her kysser gommen sin brud:

- Da jeg friede til hende - og heldigvis fik et ja, så tænkte vi med det samme, at vi gerne ville giftes på Roskilde Festival, eftersom det var her, det hele startede. Så det var egentlig rimelig oplagt og meget naturligt. Og så har jeg arbejdet her i otte år, så jeg kender en masse mennesker, som har kunnet hjælpe os med at få det til at fungere. Så det er helt perfekt, sagde Sabry til bt.dk.