REPORTAGE: Bomberne springer i og udenfor Europa. For bare et døgn siden kostede en konflikt, ingen kan huske begyndelsen på, og slet ingen kan se en ende på, 41 dødsofre i en lufthavn i Istanbul.

Årets åbningsnavn på Roskilde Festival The Orchestra of Syrian Musicians + Damon Albarn + Guests befandt sig i Istanbul samtidig med selvmordsbomberne - og dermed er forbindelsen på tragisk vis knyttet mellem ISIS, krigen i Syrien, kampen mod terror til den orange scene i Roskilde.

Roskilde Festivals booking af det syriske orkester, der tidligere optrådte sammen med diverse verdensstjerner - og sammen med Albarns Gorillaz i Roskilde i 2011, er et klart politisk statement: åbne grænser, åbne mennesker, tak.

Skulle man være i tvivl, kan man se den orange teltdug over scenen som en påmindelse om frisuren med samme farve, der er blevet symbolet på forsvaret af de danske grænser/angrebet på grundlæggende menneskerettigheder og diverse konventioner. Afhængig af synsvinkel.

Personligt synes jeg hellere, man skulle argumentere flygtningepolitik med de, der vælger beslutningstagerne - end fokusere så meget på enkeltpersoner. Man så for nylig i Storbritannien, hvad der kan ske, når man gennem længere tid ignorerer Folkets Stemme.

Det syriske orkester med gæster fra bl.a. Algeriet, Marokko og Trinidad åbnede den orange scene med multietnisk musik med vestlige bidrag fra bl.a. projekt-leder Damon Albarn selv - Blur-nummeret ’Out of Time’ - og den amerikanske sangskriver Julie Holten med en blomstrende, stemningsfuld sang, som desværre blev svigtet af en spinkel sang.

Roskilde Festival 2016 THE ORCHESTRA OF SYRIAN MUSICIANS + DAMON ALBARN åbner festivalen.
Roskilde Festival 2016 THE ORCHESTRA OF SYRIAN MUSICIANS + DAMON ALBARN åbner festivalen. Foto: Nils Meilvang
Vis mere

Apropos svigt: at placere koncerten på en scene, omringet af andre scener, hvor musikksamtidig brager løs er ikke særlig befordrende for oplevelsen. Især i begyndelsen druknede det i larm.

Langt det meste af den musik, bl.a. i 7/4- og andre skæve takter, har jeg ingen forudsætning for at mene noget om. Gribende, sine steder, især den karakteriske mellemøstlige sangmåde maler mørke, dybe billeder, der kan ramme mørkere klangbunde i ens indre skyggedale.

Fascinerende kontrast

F.eks. sangerinden Faia Younan. Fascinerende at se kontrasten, da den svensk boende syriske sangerinde først smilende introducerede sig selv og musikken, til den sørgmodighed, der tog bo i hendes øjne, straks hun begyndte at synge.

En kvindelig algerisk rapper skabte midlertidig begejstring på pladsen. Og det gjorde i den grad også to brødre med hver sit særegne strengeinstrument. Især ham med en kanopadle-lignende guitar fik noget frem i en lydstratosfære ikke langt fra dét, Jimi Hendrix kunne.

Men set gennem rockanmelders briller var intentionerne en betydelig større og varmere oplevelse end den noget rodede musikalske bazar, bedømt på halvanden times musik. Måtte gå af hensyn til BTs deadline.

Alene af dén grund samt af respekt for både læsere, musikken, musikere og deres historie - og af respekt for de 41, der døde i går i Istanbul, nu Albarn selv nævnte dem - gives der ingen stjerner her. Det kunne ligeså godt være seks som én.

The Orchestra of Syrian Musicians + Damon Albarn + Guests, Roskilde Festival, Orange Scene,