RED FAG, Odeon, fredag, fire stjerner af seks mulige
Det musikalske sidestykke til, når sex bliver til ’satans også’
Joken er så oplagt, at man faktisk vægrer sig ved at bruge den. Men alligevel; da det amerikanske stenerrockband Red Fang fredag stod af i Roskilde – de skulle jo ligesom spille hér – havde de næppe forventet, at de skulle stå af på bemeldte destination i betydningen ’afbrudt samleje’.
Det kom de desværre til, da koncerten efter 40 minutter pga. strømsvigt måtte afbrydes i 25 minutter. Og hér mener jeg virkelig desværre, for lige dér havde hugtanden (Red Fang = rød hugtand, red.) for alvor bidt sig fast i et stedse mere begejstret publikum på Odeon.
Red Fang spiller et eller andet sted mellem et mere disciplineret Entombed og et mindre pænt Soundgarden – tilsat et godt gungrende groove fra de amerkanske sydstater a’la Down og Corrosion Of Conformity.
’Det lyder sgu’ da ikke helt tovligt,’ siger du så, og det var det sandelig heller ikke. Det er det jo ikke, når et band selv sandfærdigt proklamerer, at de er leverandører af ’kick ass heavy rock’.
Og alt imens musikken i perioder savner variation, så opvejes den skavank endog et meget langt stykke ad vejen af den entusiasme d’herrer Aaron Beam (bas og vokal), David Sullivan (guitar), Maurice Gyles (guitar) og John Sherman (trommer) går til stålet med. Så meget desto mere fandens, at strømmen gik efter de nævnte fyrre minutter.
’Det er Rikke Øxner (Roskildes musikbooker, red.), der har trukket stikket. Det hér var jo ved at udvikle sig til en fest,’ som én af mine venner fra Vestegnen skråsikkert proklamerede. Den påstand har dog ikke i skrivende stund kunnet bevises. Men fest var der. Indtil Red Fang måtte stå af i Roskilde på den forkerte måde.
Indtil koncerten blev til de soniske sidestykke til, når sex bliver til ’satans også!’ Synd og skam – men selvfølgelig ikke dette sympatiske foretagendes skyld, og jeg ser frem til at opleve dem en anden god (bedre) gang.
