******

(Seks stjerner)

Den alternative amerikanske country-stjerne Sturgill Simpson skabte et varmt, varmt næsten halvanden time langt moment på Roskilde Festivals sidste dag.

Tro mig, det hører ikke til dagens orden, at jeg føler trang til at bestige scenen for kramme en saxofon. Og hvis det virkelig nogensinde ér sket, er det da heldigvis glemt/fortrængt.

Men lige dér, hvor saxofonisten Brad Walker faldt ind i Sturgill Simpsons fantastiske bands version af Willie Nelsons 'I'd Have to Be Crazy', lige præcis dér, hvor han skulle for at soulføde den ellers steely lyd af Nashville. Det var stort. Som det meste andet på scenen.

Det lyder sikkert rimelig 'og hvad så?', når det læses.

Men hørt, følt i et telt, fyldt til randen med velvillig forbløffelse hos et publikum, hvoraf mange tydeligvis ikke kendte meget til Jackson, Kentuckys stolte søn i forvejen. Ja, så er/var det et af disse momenter, hvor musik omfavner.

Indrømmet, jeg kendte intet til Simpson, før jeg sidste år læste, at han skulle optræde på Tønder Festival. Siden har især det nyeste album 'A Sailors Guide to Earth' roteret både online og på cd. På få år har Simpson fået ry som noget nær den alternative countrys redningsmand.

Han troppede op her i Roskilde med en busfuld af musikere af typen, hvis musikalske færdigheder næppe er tillært på curlingforældrebetalte kurser, men inficeret ved learning by doing i snaskede klubber, hvor den daglige indtægt på en god dag kommer op på et par Budweiser og, hvis man er heldig, en krøllet tyve dollarseddel.

Lidt foran mig i Avalon stod en mand og kvinde og talte indforstået sammen, hun smilende og grinende ad alt, han sagde. Alt. Lidt som Reese Witherspoon i 'Walk The Line'. Og hver gang, hun berørte hans arm, stivnede han. Det kunne have været i en af de nævnte klubber et sted langs vejen fra New Orleans over Memphis til Nashville. Men nu var det altså på den dansk festival, hvor det sjoveste ofte sker meget langt fra den berømte orange scene.

Simpsons udgangspunkt er country, hans vokal ligger et sted i nærheden af pionerer som Waylon Jennings, Buck Owens og Hank Williams. Om noget den salige lyd af countryradiostation i bilen, der holder de 60 Miles langs en amerikansk highway.

Det fænomenale ved Simpson og hans band er, at de mange spring - ofte i ét og samme nummer - fra country swagger over i sumpet blues som f.eks. i 'Welcome to Earth (Pollywog)' tror jeg nok det var - ikke føles hverken anstrengte eller kunstige.

Tværtimod, igen og igen tog jeg mig selv i storsmilende at stampe i gulvet, hver gang den low key trommeslager og bassisten holdt pulsen under keyboardspillerens og pedal steel guitaristen fabulerende melodiske spil ovenpå.

Så nej, ikke stilforvirrende, men organisk lyd med fylde, dybde og varme. Snart lyder det af godstogs country på Cash-måden, snart bluegrass, og så er man tilbage i den oprindelige smægtende 40erne Nashville country. Muscle Shoals soullyd, især båret af blæserne.

Det var i den usentimentalt rene ballade 'Turtles All the Way Down', at hende foran til ventre lagde armen rundt om ham til højre, hvis arm til gengæld forkrampet blev hængende, nærmest fastklemt mellem dem. Lidt efter forsvandt han meget pludseligt med 'ringer til dig' tegnet.

Sturgill Simpson og hans band skabte mit største og i hvert fald varmeste Roskilde-øjeblik med den store, sorte cajungryde fyldt med menneskemusik.

Simpson er heldigvis umulig at sætte i bås. Soul? Blues? Country? Rock? Bluegrass? Jeg tror jeg lander på musik fra og til hjertet.

Og ham der pludselig forsvandt. Han havde forhåbentlig en god grund. Som umuligt kan have været musikken.

Sturgill Simpson, Avalon, Roskilde Festival, lørdag aften