Roskilde Festival har offentliggjort årets spilleplan. Og så har de en overraskelse i ærmet i form af fem nye navne.

Fra og med nu, kan du gå ind på Roskilde Festivals hjemmeside og finde spilleplanen for årets festival.

Her kan man blandt andet se, at danske Phlake, som vi har vidst i et stykke tid, åbner Orange Scene onsdag. Tidspunktet bliver klokken 18.00.

Orange Scene bliver lukket lørdag - eller natten til søndag - klokken 00.30 af Moderat/Modesi.

Ud over at præsentere spilleplanen har festivalen også offentliggjort fem nye navne. Det største af dem må være den amerikanske rapper Nas, der skal spille på Orange Scene natten til fredag klokken 01.30.

De andre nye navne tæller Cult of Luna, Young M.A., Freddie Gibbs og Trap Them.

Hvis man kigger lidt nærmere på spilleplanen, så er der et par mindre overraskelser, som man kan glæde sig til. Flere af dem finder man på festivalens næststørste scene Arena. Her kan man glæde sig til at opleve de danske legender fra Sort Sol, som natten til søndag spiller festivalens absolut sidste koncert. Det sker klokken 02.00.

Andre overraskelser på Arena tæller Trentemøller, som spiller klokken 21.00 fredag. Her er det nemt at forudse, at det nok er en god idé at dukke tidligt op, hvis man vil tæt på.

Blandt andre navne i Arena-teltet kan man finde Blink-182, som spiller onsdag aften 23.00, Solange klokken 19.00 torsdag, Erasure lige bagefter klokken 21.30 og så Lorde, der spiller efter Trentemøller fredag aften klokken 23.30.

Blandt de helt store navne på årets plakat kan man se frem til The Weeknd klokken 22.00 onsdag aften, Foo Fighters klokken 22.00 fredag på Orange og Arcade Fire ligeledes på Orange klokken 22.00 lørdag,

Om spilleplanen siger Roskilde Festivals programchef, Anders Wahrén, følgende i en pressemeddelelse:

»Det er vores vigtigste arbejdsdokument, som vi nu har sendt i printeren. Spilleplanen er vores bedste bud på at balancere de store fællesskabsoplevelser på Orange Scene og Arena med de tætte og intime shows på mindre scener som Gloria og Pavilion. Det er den, der skal angive stierne i programmet, når man vil forsøge at trave igennem det utal af genrer og tendenser, som findes blandt de 179 koncerter på årets Roskilde Festival.«

Tidligere har Roskilde Festival offentliggjort, store dele af programmet. Her har man kunnet se, hvilke dage de forskellige navne skal spille. Men det er først nu, vi ved, på hvilke scener og tidspunkter, de forskellige kunstnere skal spille.

Tidligere har Roskilde Festival offentliggjort adskillige store navne på toppen af plakaten. De tæller blandt andet:

Foo Fighters, A Tribe Called Quest, Arcade Fire, Justice, Trentemøller, Solange og The Weeknd. Blandt de lidt mindre navne kan man finde Blink-182, Den Sorte Skole, Erasure, Father John Misty, Lorde, Sort Sol, The Lumineers, The XX, Future Islands og Royal Blood.

Plakaten på årets festival.
Plakaten på årets festival. Foto: Roskilde Festival
Vis mere