Roskilde Festival har torsdag løftet sløret for et af de absolutte topnavne ved næste års festival.

Sangeren og sangskriveren Pharrell Williams skal spille på Orange Scene, hvor publikum kan forvente, at han rabler nogle af sine mange hits af sig, lover festivalen.

»Pharrell Williams er alle vegne. Og nu er han parat til at gennemføre et uforligneligt show på Roskilde Festival 2015. I kan forvente alle hans hits - både hans egne og dem, han har skrevet for andre,« lyder det på festivalens hjemmeside.

Hitmageren Pharrell Williams står blandt andet bag numre som »Happy«, »Get Lucky« og »Blurred Lines«, de to sidstnævnte i samarbejde med Daft Punk og Robin Thicke.

Han spillede senest i Danmark i september, hvor han gæstede Forum på Frederiksberg.

BNB