Roskilde Festivalen er under hårdt profilmæssigt og musikalsk pres fra den københavnske hårdrock-festival Copenhell. Bt.dk har bedt forfatteren og heavyrock-eksperten Jens Jam Rasmussen evaluere årets Roskilde Festival set ud fra rockens synspunkt. Han giver to stjerner.

De dybt tunge toner af engelske Carcass’ dødsmetalliske metalsymfonier har netop passeret gennem overtegnedes hårdt prøvede øregange, der denne søndag blev behørigt sat i gang af det norske garagerock ensemble Skambankt kl . 12 skarpt.

En i øvrigt fremragende, charmerende og dedikeret optræden, der fik sat musiksøndagen effektivt i gang for de mange fremmødte. Black Dahlia Murder afrunder årets metalliske udbud kort før legendariske Stevie Wonder entrerer orange scene kl. 19.45, og der kan efterhånden samles op på årets Roskilde Festival fra det tungt rockende perspektiv.

Monsterredning

En på mange måder vanskelig festival, anskuet fra den den hårde rocks betonfundament. Men, det positive først. Årets helt store metal øjeblik fandt sted fredag aften, da den amerikanske horror metal‐ sanger Rob Zombie headlinede den i år metalforsømte orange hovedscene.

Stærkt showmandsship, glødende publikumskontakt, sublim scenelyd, visuelt monsterlir, og en mægtig og moderne musikhybrid af metalrock, melodier, industrial og fed spade, tilsat lidt klassiske covernumre for folket og til festen (ja, den, Roskilde!). Det virkede, som det skal virke, fredag aften kl. headlinertid på orange. Der skulle således et snart 50‐årigt monster til, for at redde lidt af metalæren på årets hovedscene.

Fra godt til glimrende

Umiddelbart efter Rob Zombie optrådte landsmændene Vatnnet Hvisker (!), hvis knusende greb om norrøn black metal var håndfast og dunkelsmuk. Bandet stod for fuld eksekvering på intimscenen Pavillion, og var årets positive metal‐overraskelse, og en understregning af at Roskilde Festival stadigvæk rummer de stærke, spontane, sjæleomfavnemde øjeblikke af pludselige musikoplevelser her og nu.

Også i en metalkontekst. Torsdag på samme scene var der også en herlig udmelding fra det tunge vækstlag via svenske Bombus, der ikke filtrerer synderligt i deres Motorhead‐fascinationen, men smasker den frivolt afsted, krydret med gode guitarharmoniske åndehuller med en charmerende genlyd af Thin Lizzy og Iron Maiden.

Lørdag aften var fælleskoncerten Hellhorse vs The Psyke Project et udmærket og velment forsøg på en anderledes koncertform, der sine steder virkede med høj energi og stærk synergi, uden dog helt at ramme i midten af skiven. Så jo, der var bestemt positive metalrockende oplevelser på årets festival, fra godt til ganske glimrende, og direkte fuldfedt med Rob Zombie, men samlet set slet, slet ikke nok på Nordens førende musikfestival.

Pilen nedad

Denne skribent anvendte også en god del af tiden hernede på den lille indendørsscene Gloria. Her var der levnet plads til avantgardens uhæmmede udfoldelser som koreanske Jambinais fusion af den orientalske folkemusiktone og vestlig støjrock, det ekstremt bizarre og klaustrofobisk agressive en‐mands trommeslagerprojekt Black Pus, og den meget frie freejazz med guitar‐ og trommeduoen Arto Lindsay og Paal Nilssen Love, det klart mest vellykkede projekt af de tre nævnte.

Og den slags skal være plads til på enhver Roskilde Festival, men aldrig i livet på beskostning af den vaskeægte rockede fællesFEST og det propre metaludbud. Og nu kommer vi til den uundgåeligt tilspidsede retorik.

Sidste års stolte headlinertriumvirat hed Metallica, Volbeat og Slipknot, og de virile metalnavne på Arena ‐ niveau Kreator, Airbourne, Suicidal Tendencies, Hatebreed og Kvelertak, der alle gav meget vellykkede koncerter. Det var helt enkelt overvældende.

Og mindre kan og må selvfølgelig gøre det. Men ikke så meget mindre som tilfældet har været det i år. Se på 2014 hard rock line‐uppet, som nævnt her, og læg dertil de metal ‐tvivlsomme The Deftones og doomsterne Electric Wizard, og man får uundgåeligt udstillet årets hård rock‐ udbud som en lodret pil ned ad i både kvalitet og kvantitet.

Og forklaringen skal hverken findes hos kunstnere, konkurrerende festival(er) eller publikum. Ansvaret er festivalens, og festivalens alene, for det kunne være gjort så meget bedre. Den har et megabrand i ryggen, og tusindvis af tungt rockende interessenter over alt i verden, så ledelsen må prompte få fokus tilbage, i stedet for at bruge tid og kræfter på alle de sølle og søgte bortforklaringer, vi hidtil er blevet belastet med.

Hvor var de? Alene det faktum at man har udeladt det i årtier så Roskilde Festival ‐synonyme D‐A‐D i bandets indeværende 30. jubilæumsår, virker som en fejltagelse af inkompetente dimensioner.

Der var ellers flere kreative muligheder og vinkler, og her var netop navnet, der kunne have skabt den givende symbiose mellem festivalgængere med hårde rock præferencer og hele vejen rundt i bredden. Kald det bare fest. Overtegnede kan i indeværende stund, med skurkagtigt fire dages‐skæg, og samme antal festivaldage skurrende i hovedet, opremse samtlige variationsmuligheder i skak, men ikke finde een eneste gyldig grund til at netop D‐A‐D ikke var indarbejdet i aarets program.

Og det handler ikke kun om headliners. Fra den nye danske metalscene savnede man ellers oplagte navne som Black Book Lodge og Pet the Preacher. Hvorfor i alverden var de ikke med? Og sådan kunne man fortsætte hele natten lang. Men det orker vi af flere indlysende grunde ikke. I stedet skal der ses konstruktivt fremad.

Den orange følelse

Roskilde Festival skal ud at bruge sit fantastiske brand langt mere fremsynet i metal‐øjemed. Og den skal anvende sit hard rock‐netværk langt mere åbent, dialogsøgende og offensivt. Innovation, ambition, vision, synergier, inspiration, kreativitet og lige den der fede ide behøver ikke at koste meget mere end en pose fair trade kaffe og en økologisk mazarintærte.

I alle fald, i første omgang. Nu mødes festivalens bookinggruppe til evaluering i den kommende uge, og så skulle man gerne nå frem til en ny erkendelse, dernæst et helt nyt tankesæt i forhold til den hårde rock og metallens fremtidige tilstedeværelse på festivalen.

I år er simpelthen ikke‐godkendt i metalsammenhæng, og for denne skribent er årets indre stillbillede ikke af metallisk herkomst, men fra et fabelagtigt øjeblik foran orange scene sent torsdag aften, under Rolling Stones forlængede version af klassiske Satisfaction, hvor unge og gamle hoppede bekymringsløst rundt til den gamle basale pigtrådsrock.

Lige i det øjeblik handlede det hverken om nyt eller gammelt, anakronistisk eller fornyende, men om et helt sanseløst, tidløst og magisk øjeblik af ”orange feeling”, som festivalens slogan lyder. I øvrigt ofte afbilledet i farverne orange og... sort, så skal vi se at få den dunkle, tunge, højenergiske og dog kompromisløst festfyldte metalfølelse tilbage i venerne som en naturlig del af ”the orange feeling”, kære Roskilde Festival?

Tak for i år, trods alt, for festivalen er fremdeles balsam for sjælen og sanserne, og en unik socialkulturel sfære!