Hvis det er rigtigt, at godt begyndt er halvt fuldendt, er Tinderbox Festivalen allerede halvt færdig.
Først de danske rock'n'roll opkomlinge Go Go Berlin på blå scene med energi, legesyge og sange nok til at forlænge livet i Tusindårsskoven i Odense med et par årtier eller to.
Efterfulgt af det amerikanske stenerrockband Rival Sons på rød scene, der ramte det stadig fåtallige publikum lige i r....
Det californiske band spillede på Smukfest sidste sommer. Den koncert gav mig smag for mere, selvom valget var svært. Med den hypede irske multi-rockmusiker Hozier på Tinderbox blå scene umiddelbart efter.
Rival Sons-sanger Jay Buchanan virkede temmelig uoplagt i begyndelsen i Skanderborg sidste år - sådan var det bestemt ikke her til eftermiddag. Fuldt fokus fra begyndelsen, så fokuseret det bliver, når forbilledet hedder Jim Morrison.
Rivals Sons gør sig i en genre, der løseligt blev defineret sidst i 60erne af et band som Steppenwolf og Jeff Beck og selvstændiggjort af navne som Led Zeppelin og Deep Purple (der for nylig har inviteret Rival Sons med på en turné). Baseret på blues, gjort vild, farlig og forvrænget af pionererne.
Som man står dér foran den nye festivals nye røde scene, føler man sig som ét med Rival Sons muskuløst, sexede groove. For at så traditionsbunden rock'n'roll skal flytte fødder på unge, som gamle, i 2015, skal det lyde uafviseligt påtrængende og varmt som i en kogt Albani i det soniske rum. Hvor en saftigt, hårdt spillede bassist, en pulserende trommeslager med et tilpas løst afterbeat til at skabe den autentiske lyd, møder den - ja, frem med den frase igen: fantastiske guitarist Scott Holiday. Han maler billeder og smadrer dem igen med sine guitarer.
Med et mægtigt pedalboard mestrer han sine guitarer, så man indimellem får den dér fornemmelse af en mand, der simpelthen ér sine instrumenter og deres mange effekter. F.eks. i 'Presure and Time' med lån fra Steppenwolfs 'Born To Be Wild'. I 'Turture'. Sidst i 'Tell Me Something', var det vist, improviserede Holiday så medlevende, at det gav et anerkendende nik fra sanger Jay Buchanan.
Som er en karismatisk-på-den-halvt-rustne-måde dude med spastiske bevægelser, der får én til at mindes et andet barn af ovennævnte æra, Joe Cocker. Og en sær kraft, der er så stor, at man indimellem spørger sig selv, 'hvad er den mand på?'.
Som da han forbløffet spugte de par tusinde foran den røde scene, om de virkelig havde tænkt sig at drikke alt øllet i øltankvognen til venstre for scenen.
Rival Sons var kommet for at vinde publikum. Så småt det end måtte være. Og det gjorde de.
Rival Sons, Rød Scene, Tinderbox fredag
