Foo Fighters med Dave Grohl i front er langt fra verdens mest interessante eller vigtigste rockorkester. Men i lidt over to timer var de det vigtigste, der er sket på Orange Scene i år.
Dave Grohls band skubbede rygtet om et forrygende liveorkester og en ganske særlig Roskilde-historik foran sig. Hvad det sidste angår: David Grohl var trommeslager i Nirvana, der spillede på samme scene for præcis 25 år siden, umiddelbart efter Danmark slog Tyskland i EM-finalen.
Den begivenhed kom snakkesaglige Grohl da også ind på. ’Vi krydsede fingre for at, at I ville vinde i 'football’', som han var så venlig at kalde det, hans amerikanske landsmænd ellers betegner ’soccer’.
Siden har Foo Fighters spillet på Orange Scene i 2005. Ret beset er der ikke sket meget siden dengang. Og hvad så?
Der er intet som helst kalkuleret eller sofistikeret over gruppen. Overhovedet. Og det er i den grad positivt ment. Grohl optræder mellem numrene som en blanding af ham den oversnakkende baldrerøv, der altid står ved hvilken som helst bar – og en cheesy komiker.
Og fint nok. Det bunder i ægthed.
Som altid strittende af sjasket energi lagde bandet ud med bl.a. ’Times Like These’ med en raspet Grohl i front. Han skulle komme til at synge sig varm i løbet af koncerten, men i indledningen lød han mere som Dave Growl end Grohl. 'Kan han overhovedet gennemføre?,' står der her i noterne. Det kunne han.
Der er noget forbavsende uspoleret over Dave Grohl, der ellers har set en del shit i sit liv. Efter Chris Cornells død er han sammen med Eddie Vedder den sidste af de store i grunge-generationen.
Foo Fighters spiller rock på lige dele punk, klassisk hardrock, glamrock og selvfølgelig også grunge. Med stor vægt på melodier. Som i 'My Hero' og ’Pretender', her leveret i en alenlang version, hvor Grohl var tæt på at miste det verbale fodfæste med en masse småsnak bagefter under påskud af en bandpræsentation.
Hverken Grohl selv eller leadguitarist Chris Shiflett er ekvilibrister på deres instrumenter, men hvad der ikke lyder som Joe Satriani, leverer de tilgengæld i åbenlys spilleglæde og en robust bunke riffs og andet fræs med trommeslageren bankende løs, så man blev helt nervøs for trommeskindet.
Med hits som 'Wheels', Run' og 'Everlong' som afrunding oplevede vi en gang basic rock'n'roll på denne overraskende tørre aften. Nej, rock på Einstein-niveau var det ikke, tilgengæld var det ravruskende livsglæde.
På et tidspunkt tidligt proklamerede Grohl, at 85.000 tilskuere ikke kan gøre ham nervøs. 'Det kan de der motherf***ere dernede til gengæld'. Kameraet viste et billede på storskærmen af nogle noble, ældre gentlemen, som jeg gætter var trashkongerne Anthrax, der spiller herude lørdag.
Hvis det er rigtigt, tror jeg Grohl hans egne motherf***ere bestod testen. Rockmusik spillet med så stor ydmyghed og begejstring som her er universel.
Foo Fighters, Roskilde Festival, Orange Scene, fredag aften.
