Sent fredag aften havde Skanderborg besøg af en af rockmusikkens største, Nile Rodgers.

Rytmeguitarist, oprindeligt i bandet Chic, der for alvor brød igennem med ’Le Freak’, der indkapsler lyden af funk-møder-disko i de tidlige 70ere.

Skal man lytte til en enkelt nummer for at fornemme, hvad den indflydelsesrige rytmeguitarist kan med sit instrument, kan det anbefales at lytte til Diana Ross’ ’Upside Down’. BT mødte Rodgers umiddelbart inden koncerten.

Læs også:

Hvis klichéen ’han/hun har The Funk’ nogensinde har givet mening, så sidder den over for overtegnede i et lille omklædningsrum bag Bøgescenerne i Skanderborg. Bare 14 minutter før Nile Rodgers skal på scenen sammen med sin ikoniske Fender Stratiocaster og en stor pose hit.

Mr. Rodgers udstråler ro, god karma og ydmyghed.

Helbredt efter prostatakræft

I 2011 blev han diagnosticeret med prostatakræft. To år senere fik han beskeden, at han var helbredt. Samtidig skyllede Daft Punks/Nile Rodgers/Pharrel Williams ’Get Lucky’ ud over verden og skabte nyt fokus på den 62-årige guitarist.

Læs også:

Uden at gå på kompromis

»Det har bekræftet mig i, at hvis man har et koncept, som man selv tror 100 pct. på og fastholder det uden at gå på kompromis, så kan det nogle gange holde. Hvis man er heldig. Så vanvittigt det end måtte virke. Jeg har kendt de to fyre fra Daft Punk i næsten 20 år. Det tog os 16 år med gensidig beundring at beslutte os for at skrive og indspille ’Get Lucky’. Tidspunktet var det rette,« siger Rodgers.

Siden han indledte sin karriere sidst i 60erne, har Rodgers oplevet op- og nedture, succeser og fiaskoer. Det er en del af livet, af jobbet.

»Folk fokuserer meget på succes. Men succes er bare et biprodukt af noget, du tror på og lægger dit hjerte i. Og held. Jeg har altid indspillet musik. Men jeg må sige, at Daft Punk blev en meget større succes, end nogen af os havde forventet.«

Læs også:

Hvordan skabte du din særlige guitarlyd?

»Min ven Bernard Edwards (og medlem af Chic, red.) var guitarist, inden han blev bassist. Han hørte min fornemmelse for harmoni - jeg var oprindeligt jazzguitarist og havde spillet klassisk guitar. Han forsøgte at overtale mig til at bruge det som funkguitarist. Jeg var ligeglad - men en dag hørte jeg en helt ung fyr spille på mit udstyr, og han lød 10 gange bedre end mig. Jeg løb til den nærmeste guitarbutik, solgte min dyre jazzguitar og købte min Fender Stratocaster i stedet. Det var i 1973,« siger Rodgers grinende.

Langt ude på kokain

Med så langt et cv kan det være svært at pege på dén største oplevelse. Eller den mest interessante for den sags skyld. Men han sætter gerne ord på den mest meningsfyldte. I begyndelsen af 80erne var han så langt ude på rockens onde fætter, kokain, at han solgte og åbenlyst delte ud af stoffet, bl.a. på det ikoniske New Yorker-diskotek Studio 54. Rodgers havde ramt bunden og stod helt uden pladekontrakt.

Læs også:

’Disko stinker’-perioden

Så blev han kontaktet af David Bowie, der sammen med sit nye pladeselskab, ønskede at skabe en lyd med kommercielle muskler. Han havde netop skilt sig af med sin faste producer, Tony Visconti.

»Det mest meningsfyldte, jeg har oplevet, var mit samarbejde med David Bowie i 1982 omkring ’Let’s Dance’-albummet. Alt var imod os på det tidspunkt. ’Disko stinker’ - det var en bølge i datidens ny-rockkredse. Alt det, jeg havde arbejdet med de første år af min karriere, blev der set ned på. Vi indspillede det alene. Vi havde ingen at stå til ansvar over for - bortset fra os selv. Det samarbejde med David ændrede mit liv. Inden da havde jeg været sat i bås som en disko/dance/r&b-fyr. ’Let’s Dance’ var en revolution i branchen med sin fusion af dance og rock. Derefter arbejdede jeg sammen med Duran Duran, INXS, Paul Simon, Al Jarreau, Jeff Beck, selv Robert Plant fra Led Zeppelin. Mick Jagger,« siger Nile Rodgers.

Han kunne fortsætte. Men det er der ikke tid til. Bøgerscenerne skal smøres ind i The Funk.