I en lang sejsrsrunde, som både bestod af helt nye numre og gamle klassikere, erobrede Mø orange scene.

Det føles nærmest en smule forkælet, at vi skal vælge mellem, om vi synes , Lukas Graham eller Mø er den største danske, internationale popstjerne.

Uanset hvad var det tydeligt, at Mø er sprunget ud i det helt store bredformat, og hun leverede i den grad varen foran et begejstret publikum på Orange Scene.

Iført en Refugees Welcome-T-shirt gav Mø os en dystopisk, synth-tung version af det ellers normalt letbenede ”Don't Wanna Dance”.

Ligesom hun har omskrevet reglerne for, hvordan man er popstjerne, havde hun omskrevet reglerne for det nummer, som var et af højdepunkterne på hendes debutalbum ”No Mythologies to Follow”.

”The Sea” viste os, hvor godt det stramt spillende band egentlig var. De fik forenet den tyngde, nummeret besidder, med en fremadlænet lethed, som var nærmest forførenede, mens Mø selv performede som den stjerne, hun er blevet til.

Det må sgu være en skræmmende opgave at skulle fylde nok til, at Orange Scene ikke føles for stor, men Mø klarede opgaven fint.

Pladsen foran Orange var fyldt godt op, og publikum var tydeligvis parat til at give Mø en i øvrigt fortjent hjemmebanesejr. Man kunne mærke, at publikum var med hende under en herligt pikrockende version af ”Waste of Time” og en fin udgave af ”Slow Love”, hvor Mø lige var ude at hilse på publikum.

Ligesom i Koncerthuset fik Mø besøg på scenen af sin veninde fra Mor-dagene, Josefine Struckmann, efter at have givet en spændstig version af ”Freedom (#1)” fra ep'en ”Bikini Daze”.

Herefter fik vi to nye numre, hvilket var et modigt valg. Der er ikke plads til at falde igennem eller bare have et øjeblik uden at brænde igennem på Roskilde Festivals største scene. Det var også et rigtigt valg.

De nye numre passede fint ind i koncertens stemningsmæssige forløb, og de ledte fint op til ”New Years Eve”, som meget passende blev akkompagneret af vel-timet fyrværkeri.

Det føltes, som om Mø efterhånden var begyndt at slappe af og nyde at spille. I hvert fald var den anspændthed, man svagt kunne ane i begyndelsen, helt forsvundet, da vi nåede til ”Gone and Found” og ”Maiden”.

Desværre var der lidt problemer med feedback under ”Kamikaze”, men Mø lod sig heldigvis ikke tynge af det. Det kan undre, at den slags problemer kan opstå på så stor en scene, men heldigvis blev det løst efter et kort stykke tid.

Et fremragende cover af Frank Oceans ”Lost” ledte frem mod ”Fire Rides”, hvor Mø fik selskab af Kwamie Liv, hvilket var en cementering af Møs position. Hvor hun sidste gang, hun spillede på Roskilde, fik besøg af kæmpestjernen Diplo, var det nu hende, der hjalp en anden på vej.

Et nyt nummer, som vist hedder ”True Romance” forenede en florlet skønhed med tonstunge 808-kicks, mens ”Final Song” med dets kwaitolignende antrit fik selskab af de efterhånden traditionelle konfettikanoner. Et billigt trick, kunne man mene, men på den anden side er der noget helt basalt fængende ved det. Det udløste i hvert fald en nærmest barnlig begejstring i denne signatur, som på dette tidspunkt helt havde overgivet sig til Møs fest.

Efter et tøjskifte, som Mø bekendte, hun havde haft lyst til at lave, men ikke var sikker på, fungerede – endnu et eksempel på, hvor bevidst hun er om sin position som self-made undergrundskunstner, der pludselig er blevet en ægte popstjerne – fik vi de to kæmpehits ”Pilgrim” og naturligvis ”Lean On”, som fik hele Dyrskuepladsen til at hoppe og sendte festlig energi ud over aftenhimlen. Pludselig var det LCD Soundsystem, som presset hvilede på. Kunne de leve op til Møs folkefest?

Mø, Orange Scene, Roskilde Festival, lørdag nat