Men selvom stemmen, som trods alt er en sangerindes weapon of choice, er blevet gradvist bedre igennem lynkarrieren, knækkede lige netop det vokale natten til lørdag på Skanderborg.
Koncerten bar i hvert fald ikke præg af nogen synderlig Bond-velsignet licens til at dræbe noget som helst. Udover lige festen, selvfølgelig, som langsomt blev kvalt i løbet af de fem kvarters imponerende hitkavalkade.
Musikalsk vidnede et rodet set af usamhørige genresammenstød om store armbevægelser, men begrænset kunstnerisk råderum.
Vokalt blev fraseringerne og de playback-støttede (!) omkvæd overladt mere og mere til maskinerne og mindre og mindre til Medinas egen stemmekraft. Og så blev det netop, ja, maskinelt. Kedeligt. De diva-inspirerede fraseringer voldte Medina store kvaler, efterhånden som koncerten ebbede ud. Og publikum - i hvert fald alle fra række 100 frem til række 3 - mistede nærværet.
Særligt mod slutningen og specifikt under finalen – den trods alt festlige ’Kun for mig’ – gav hovedpersonen nærmest op og trissede bare rundt på scenen i bare tæer med mikrofonen hængende i hånden. Mens tusindvis af overraskende stillestående publikummer hørte playback-skæringerne fra ’skovanlægget’, som for en gangs skyld spillede op til sit bedste.
Kun en hæderlig begyndelse med introen ’Medina’, hvor stemmen stadig var nogenlunde intakt, samt de eviggrønne hits ’Vi to’ og ’Ensom’ skabte lidt balance i regnskabet.
Måske har den monumentale arbejdsbyrde alligevel sat sit præg? Måske har gabet over opgaverne trods alt fået kæberne til at gå af led? Og så er det som bekendt svært at synge.
