VAN DYKE PARKS, Arena
67-årige Van Dyke Parks er lidt af en legende inden for den psykedeliske pop.
Først og fremmest føjede han i slutningen af 60erne orkestrering til det berømte Beach Boys-album ’Smile’, der aldrig udkom (men som Brian Wilson genindspillede og udsendte i 2004), og måske endnu væsentligere var han med til at skabe The Byrds’ banebrydende album ’Fifth Dimension’.
Siden har Parks hjulpet excentriske navne som Frank Zappa og Tim Buckley, og i nyere tid harpespilleren Joanna Newsom – i reglen kunstnere, der vægter deres kunstneriske integritet over kommerciel appel. Ganske beundringsværdigt.
Men enten sov Roskildes trætte gæster længe denne søndag, eller også tiltrak ovenstående beskrivelsen ikke rigtig i folk. I hvert fald var ikke mere end 1.000 mødt frem i Arena-teltet, som ellers har en kapacitet på 18.000, og da koncerten sluttede, var der måske 500 tilbage.
Og det var synd for både Parks, DRs Ungdomsensemble og den smukke sangerinde Gaby Moreno, der sammen tydeligvis havde forberedt sig længe på de 90 minutter, som skulle åbne Roskildes sidste dag.
Koncerten var bygget op omkring latinamerikanske sange, som Parks har arrangeret til et kommende album, mens der også var plads til klassisk ældre materiale som Dykes egen ’Opportuninty for Two’ og Ry Cooders ’Across the Borderline’.
Men det store orkester og den formidable finale ’Sailin’ Shoes’ til trods så spillede Van Dyke Parks altså for døve (eller rettere manglende) øre, og hans politiske tirader (undervejs var der en længere én om den aktuelle oliekatastrofe) blev ikke hørt af det sniksnakkende og fåtallige publikum.
Det var i det hele taget ærgerligt spildte kalorier i det uhørt tomme Arena-telt, men lad det være sagt igen: det var det manglende publikums skyld – ikke Parks’ og Ungdomsensemblets – at den åbenbart malplacerede koncert endte som en af festivalens største skuffelser.
