Roskilde Festival er årets største musikfest, men det er også årets største mudderpøl - og hvad vil man så helst?

Er du ikke på Roskilde Festival?

Så har du helt sikkert gennemgået følgende stadier:

1. Til at starte med hvilede du nogenlunde godt i beslutningen om ikke at tage på Roskilde Festival

2. Måske blev du hjemme, fordi du har brugt alle dine penge på "limo" i forbindelse med din studenterfest (og uheldigvis er du undtagelsen, der bekræfter reglen, hvad angår 'generation curlingbørn', så din mor og far har heller ikke skaffet dig en billet)

3. Måske er du i virkeligheden bare typen, der hader "The Orange Feeling" med alt hvad det indebærer af socialt samkvem og snavsede socialistsvin i stride strømme

4. Men så vågnede du torsdag morgen og erfarede, at alle dine venner har haft deres livs fest til The Weeknd på Orange Scene

5. Du overvejer derfor at købe en endagsbillet, fordi du ikke vil gå glip af mere

6. ...men så viser den danske sommer sit sande ansigt, bedst som du skal til at købe billetten

7. Og hvis nogen spørger, så sender du en kærlig tanke til alle dine venner, der sidder ude i smatten og fryser, bevares

8. Men i virkeligheden fryder du dig over, at dine venner sidder ude i smatten og fryser

9. Du vender tilbage til at hvile i beslutningen om ikke at tage på Roskilde Festival