Hjalmer Larsens far er berømt. Det kan - eller vil – han ikke løbe fra. Se bare billedet. Huen, den røde jakke i old school postbud-stil, sort t-shirt og, nå ja, ansigt. Det kunne godt have været Kim Larsen for 40 år siden.
Nu forsøger Hjalmer sig som solist. I dag spillede han på Smukfests Sheerwood Scenen, bakket op af et fire mand stort band.
Hjalmer har fortjent at blive bedømt på egne præmisser, men han er åbenlyst inspireret af og spiller i samme tradition som faderen - lige dele folkesang, britiske poptradition og let amerikansk rock, hvor det bedste omkvæd til enhver tid vinder. Og ja, en dansk tradition, der svært lader sig beskrive på anden måde end: Kim Larsen-traditionen.
Det må straks tilføjes, at der tydeligvis flyder nogle lyse, fortrøstningsfulde fynske gener i den unge mand. Som Hjalmer optrådte i dag på Smukfest var der noget uskyldigt og meget purt over ham. Meget kan man sige om Den Gamle – men uskyldigt...
Sherwood Scenen var især søgt af et meget ungt, kvindeligt publikum, der kunne hans kendte sange uden ad. Godt nok er de tre hidtil udsendte numre, ’Marie’, ’Hjem til en anden’ og ’Hvis du går’, produceret af et ungt producerteam, der bl.a. også har hjulpet Medina. Men live på scenen lyder Hjalmer og hans band som tidløse spillemænd, der kunne stå på hvilken som helst scene i hvilken som helst tid. Ikke specielt prangende, effektivt.
Udover det andet nummer, ’Marie’ var især den sidste del af koncerten, domineret af den ene melodiøse sang efter den anden af typen, der kalder på smilet og lidt ’footstep’. Især ’Drengene’ og ’I morgen er glemt’ lød som kommende hit, selvom det kan være svært at forestille sig disse renlivede, klassiske popsange på de radiostationer, der henvender sig til Hjalmers helt unge målgruppe.
Pop kan som bekendt være lidt af en lykkepille – især da i de omgivelser, på årets første hele sommerdag (vi har ventet), omgivet af bøgetræer og afslappede livsnydere på gennemtræk foran scenen.
Hjalmer Larsen virker lige nu som den berømte uslebne diamant. Ingen tvivl om hans talent, både som sangskriver og performer, men især når det gælder lyrikken har han brug for en slibemaskine. Modsat gårsdagens danske hovednavn, Rasmus Seebach, hæver få af Hjalmer Larsens kærlighedstekster sig over det ureflekterede banale.
Det skal siges, at den unge sanger har mange gode betragtninger undervejs, som i det sidste nummer med ham selv alene på akustisk guitar. Det handler om at blive voksen: Lige meget, hvor meget han ser sig selv som dreng, ’ser jeg mig selv som en tændstiksmand i det motiv, der skal passe til mit voksenliv’.
Mere af den slags, tak. Det er lidt af en udfordring, Hjalmer Larsen er stillet overfor. Vil uvægerlig blive bedømt på sin baggrund, i hvis musikalske fodspor, han træder, samtidig med at han henvender sig til et digitalt publikum, der er vokset op med dj gennemproduceret pop.
God vind. De smukke, unge mennesker, gid de længe leve må, som det engang blev sagt.
Hjalmer Larsen, Smukfest, Sherwood Scenen, torsdag
