De Eneste To aka. Simon Kvamm og Peter Sommer viste søndag, hvorfor deres selvbetitlede album går som varmt brød i de danske og de virtuelle pladebutikker.
Og de gjorde det tilmed på deres helt egen hjemmebane, i Skanderborg, hvor Sommer har trådt sine barnesko.
Efter en lang turné rundt til stort set samtlige danske festivaler henover sommeren trækker D.E.T. sig nu ud af rampelyset for en stund; og sætter komma, men ikke punktum, som de siger.
Og det gjorde de med et brag af en finale, hvor et talstærkt publikum dog skulle vente til 11. time, før fest og spilleglæde for alvor blev forløst.
Det skete i en fremragende orkestreret ’grand finale’ bagt sammen på en opskrift af lige dele musikalitet, østjysk humor og poetisk metaforbrug.
Særligt radiohittet ’Jeg har ikke lyst til at dø’ virkede som et tiltrængt, livsbekræftende los i r…., da Jonas på 13 fra Aarhus, blev indhentet fra publikum til at giv den som regent i en smuk Skanderborg-udgave af legen ’Kongens efterfølger’.
- Din fornemste opgave bliver at sørge for, at alle de voksensvin, får rigtig dårlig samvittighed, hvis de ikke gør præcist som dig, lød det fra Simon Kvamm til den indhentede børnearbejder.
Sådan har det i øvrigt været på flere af De Eneste To’s koncerter henover sommeren.
Som sagt så gjort. Knægten fik samtlige – samtlige – af bøgeskovens publikummer til at svaje fra side til side, sætte sig på knæ, hoppe i takt og nyde festen. Nyde livet.
Imens croonede Sommer, og Kvamm sang om livslyst, naiv passion og lysten til at starte en festival op fra bunden i Grindsted og lysten til ikke at dø.
Metaforen sad skarpt i skabet.
Det gjorde ikke oplevelsen værre, at Jeff fra ’Krysters Kartel’ skød t-shirts ud til publikum fra en dertil indrettet kanon under hele reprisen, som også indeholdt ’Vi kører rundt’, der på imponerende vis er brygget sammen over Enyas ’Orinoco Flow’ (hvem skulle have troet, af det materiale kunne bruges til noget som helst uden for 90’erne?).
Desværre var de sidste 15 minutter af koncerten ikke udslagsgivende for hele oplevelsen. Forinden var nemlig gået 60 minutters velspillet, men uendelig monotont tam-tam. Med fine små intermezzi, men uden større hjertekulerystere.
