Sex og Samfund informerer festivalens deltagere om sikker sex og kroppens underfundigheder på Roskilde Festival, men måtte se sig hæmmet af, at deres egen Kussomat blev stjålet.

Kussomaten blev Danmarks-kendt under Kvindernes Internationale Kampdag i marts i år, da den blev lanceret af Sex og Samfund. Her kunne kvinder sætte sig ind på en stol og få fotograferet kønsdelene, som et led i et større projekt ’Kvinde kend din krop’.

Begivenheden var så stor en succes, at Kussomaten skulle med til årets Roskilde Festival. Inden Sex og Samfund for alvor kom i gang, blev den stjålet af langfingrede tyveknægte. Men i går afleverede en flok festivalgæster Kussomaten tilbage til Sex & Samfund, og til stor jubel for folkene bag.

I anledningen af festivalen har Sex og Samfund også lanceret Pikkomaten, hvor man – ja rigtig gættet – kan få fotograferet sin penis. Både den og Kussomaten er flittigt benyttet af festivalens gæster, og fortsætter sin fotografering til og med onsdag.