Endelig kom et rigtigt rockband til fadet på denne ”rockfestival”, og så blev de et stykke ad vejen smadret af jammerlige lydforhold – men selv ikke dét kan stoppe et foretagende som Mastodon

Indledningsvis kan vi lige så godt tage både det spørgsmål og svaret på samme, som denne anmeldelse vil munde ud i alligevel.

Spørgsmålet:

”Jungersen, er du ikke bare en kværulant, som insisterer på, at Roskilde Festival skal leve op til dét, du kalder rock?”

Og svaret:

”Jo, det ved adskillige afdøde rockikoners grave, jeg er! Jeg insisterer på, at Roskilde skal være en rockfestival – for det påstår de jo, de er!”

Således velkommen til amerikanske mesterlige Mastodons koncert på Arena torsdag aften. Hvor jeg sværger, at publikums kollektive lettelsens suk over, at denne festival langt om længe præsenterede et rigtigt rockband, kunne have blæst yderligere liv i havegrillerne flere kommune grænser væk.

Det tror så vidt fanden, i og med at denne festival, indtil Mastodon satte stikkene i, havde budt på rock i  cirka sammen omfang som et landsmøde hos De Kristelige byder på wet T-shirt konkurrencer. Vi taler om en tilstand, hvor udtrykket ”langt mellem snapsene” er ganske utilstrækkeligt mine damer og herrer.

I hvert fald hvis man insisterer på rocken.

Men dér stod de så endelig – mesterlige Mastodon – og så var det alligevel ved at gå helt ad helvede til. Årsagen var nogle lydforhold på Arena, som et band af denne kaliber på ingen måde havde fortjent. Mastodon spiller teknisk kompliceret og harmonisk snedig heavyrock, og dén slags kræver i dén grad lydforhold, hvor man kan høre detaljerne i musikken.

Det kunne man specielt i starten i Roskilde ikke, da flotillen af finesser i ”Tread Lightly” og ”Once More ’Round The Sun” slet ikke kom til deres ret takket være den manøvre i mudder, lydmikset var. Et miks, som lod guitarerne i stikken. Inden det så gik fuldstændig galt, da lyden fuldstændig forsvandt i sjette nummer, ”Chimes Of Midnight”.

Se, nu er Mastodon heldigvis et foretagende af en så kolossal kaliber, at meget kan reddes hjem alene takket være én af rockens fineste trommeslagere i disse år, Brann Dailor. Manden er ganske enkelt enestående, og det var ikke mindst hans fortjeneste, at Mastodon, da lyden kom tilbage efter nedbruddet i ”Chimes. . .”, trods alt hamrede (sorry!) en solid sejr hjem foran det rockhungrende publikum.

Med hovedsplintrende versioner af kranielæderende kantater som ”Bladecatcher”, ”Crystal Skull” og den uimodståelige ”Blood And Thunder” samt flere til beviste Mastodon atter, at de – selv på en aften, hvor de havde odds imod sig – ganske enkelt er i særklasse. Og selv under de forhold kan spille en firestjernet koncert hjem.

Jo, det kunne da have været endnu bedre. At det ikke blev det, kan I bebrejde lyden og ikke bandet for.

Mastodon, Arena Scenen, Roskilde Festival, torsdag