Tillad mig et tankeeksperiment: Danmarks smukkeste festival har på ét og samme år hyret U2, Bruce Springsteen, The Rolling Stones og… Kim Larsen.
Min påstand er så, at publikum vil tage imod de tre førstnævnte med både taknemmelighed og hjertelighed… men kun fordi - KUN fordi - de ved, at på en given aften på den givne festival venter en koncert med Kim Larsen.
Hvilket naturligvis blot er en bagvendt facon at fortælle på, hvor stort et navn, Kim er i Dyrehaven i Skanderborg.
Hér er han i sandhed Baronen af Bøgeskoven, Kongen under den klare himmel, Storfyrsten af Skoven og Greven af de gode tider.
Guderne skal vide, at det må være adskillige år siden, Kim stod over for et decideret genstridigt publikum, men i Skanderborg behøver han vitterlig kun at strække sin 65-årige nordvest-næve frem mod alt folket, og så sætter de sig frivilligt og med stor fornøjelse i saksen.
Intetsteds manifesterer mandens status som nærmest national helligdom, som den gør i Skanderborg.
Sådan en status forpligter. Den forpligter i stor, stor stil.
Og jeg vil mene, at den nok også forpligter lidt videre end at blande sekunda-materiale som eksempelvis ’Mig og Molly’, ’Mænd med måner’ og ’Tarzan Mamma Mia’ ind i et sæt på Skanderborg.
Men de leveres dog både veloplagt og vittigt foran et publikum, som gør et ord som ’begejstret’ i denne sammenhæng cirka så tilstrækkeligt som ét splintret spejl i til narcissisternes årskongres.
Og naturligvis tilgiver man også en mand som Kim Larsen, at han ikke altid lægger den ultimative sætliste. Det MÅ sateme også være svært med den bagage, den mand slæber rundt på, fordi vi selvfølgelig også udover mere tåbelige tiltag også får såvel klassikere som mesterlige sange som hans egne ’Næ, næ, næ’, ’Byens Hotel’ og ’Så vender vi kajakken’ garneret med Gasolin-guf som ’Strengelegen’, ’Sirenesangen’ og den evigtgyldige ’Rabalderstræde’.
Sidstnævnte imponerer Kim mig med hver e-n-e-s-t-e gang, i og med at han og det velspillende Kjukken 36 år efter den blev skrevet, stadig formår at spille sangen med en entusiasme, som én af de ultimative partyhymner naturligvis fortjener.
Respekt, Kim!
For Valdemar Atterdag vide hvilken gang: Det kan godt være, du ’bare’ er en spillemand (i øvrigt en fornem jobbeskrivelse), men der er ingen over og ej heller nogen ved siden af dig i Danmark.
