Konferencier Per Vers introducerede ikke ufortjent"den bedste rapper lige nu" 20 minutter, før Kendrick Lamar indtog Orange Scene, hvor et massivt og forventningsfuldt publikum med den efterhånden lavthængende sol og masser af støv i øjnene stod klar til at holde hiphopfest.

Med "To Pimp A Butterfly" har Lamar ikke kun udgivet årets indtil videre bedste hiphop-udspil, men også et solidt bud på årets album i det hele taget, og derfor var det en lidt ærgerligt, at han var så nærig med numrene herfra, men når hensigten var at feste igennem, er det måske også mere nærliggende at snuppe fra Good Kid M.A.A.D City.

Med et sparsomt live set up, der leverer tonerne af "Money Trees", går Kendrick på scenen, og han er på. Halvt råbende og tændt er han et stykke fra den til tider tilbagelænede og kontrollerede rapper, vi kender fra pladerne.

Men stadig i kontrol. Effektive "Backseat Freestyle" får hænderne i vejret på hele pladsen. Det er et imponerende syn, selvom nummeret ikke er helt så skarpskåret som studieversionen, og bandlyden bliver en kende gumpetung.

Kommet for at feste

Kendrick lader sig ikke påvirke synderligt af det enorme publikum foran ham, og som nykronet hiphop-konge er han befriende nede på jorden, som han vandrer frem og tilbage over scenen i sine hullede jeans og blå T-shirt og værdsætter folkets hyldest.

Energiudvekslingen mellem Kendrick og publikum er til at tage at føle på i anden halvdel af m.A.A.D City-nummeret, og et eller andet sted kunne man godt have ønsket sig et lille shout out til Suspekt forud for den lille bid, vi får af "The Art Of Peer Presure", der i dagens anledning anvendes som "homie-hyldest" til publikum. Men han havde nok glemt, at de danske drenge står bag lydsiden til nummeret. Ligesom Pharrell havde han også glemt, at han var i Roskilde og ikke i København, men skidt pyt, Kendrick, vi elsker dig alligevel!

"Art Of Peer Pressure" går over i "Swimming Pools (Drank)", og alkoholisme-fortællingen skylles ned med masser af fadøl i aftensolen. Kendrick fortæller, at han er kommet for at holde en fest, og at det her bliver "the loudest motherfucking show you will see on planet earth!"

Han har vist ikke set en Motörhead-koncert, men festen cementeres med vores hoverpersons vers fra A$AP Rockys banger "Fuckin' Problems" og "Bitch Don't Kill My Vibe", hvor vokalen dog er underligt lav. "Poetic Justice" får dele af publikum til at se stort på "no sitting on shoulders"-anmodningen fra festivalen.

Vi får at vide, vi – selvfølgelig – er det bedste crowd, Kendrick har spillet for, og generelt bevæger han sig ikke langt fra klichéerne imellem numrene, men hvad gør det, når han kan få urinstøvet til at lette og folk til at kravle op i højtalertårnene med en eksplosiv og tændt version af første halvdel af førnævnte "m.A.A.D City"? Og med "Sing About Me, I'm Dying Of Thirst" bliver der endda tid til eftertænksomhed og refleksion.

Majestætisk med skønhedsfejl

Med "I" får vi endelig et "To Pimp A Butterfly"-nummer, men paradoksalt nok overdøves Kendricks vokal i starten af backtrack-vokalen. Det rettes der dog op på, og ekstasen eskaleres yderligere med "King Kunta" og "Alright", der dog ikke kan sige sig fri for lidt skønhedsfejl i leveringen, men det er i småtingsafdelingen. Kedrick lover, at han kommer tilbage, før han går af scenen efter kun en time.

Og om der dermed er lagt i kakkelovnen til endnu et kommende danmarksbesøg, kan man kun håbe på, efter vi har fået ekstranumrene A.D.H.D. og Compton i intense og – ja, majestætiske udgaver.

Med ordene "I love y'all!" går kong Kendrick af scenen, og han kan næppe være i tvivl om, at det er gengældt. Det var ikke en perfekt koncert, men det var en absolut levende omgang, der viser, hvor godt en stor hiphop-koncert kan skæres uden de store armbevægelser, så længe man har sangene – og selvfølgelig talentet – i orden.

Kendrick Lamar, Orange Scene, Roskilde Festival, fredag