Træt af lange køer på Roskilde Festival? Det problem vil en ny app nu komme til livs.

I Fast Track-appen kan du både bestille og betale. Derefter skal du bare hente varerne ved Fast Track-disken i boden. (Billede: 3 Danmark)

Hvad er det værste på Roskilde Festival? Det er nok toiletforholdene. Og regnen. Og ham den stive svensker, der væltede ned over dit telt i nat.

Det er der ikke så meget at gøre ved. Men ikke så langt nede på dén liste vil det for mange nok være køerne til mad- og drikkeboderne - og det er der nu kommet en løsning på.

I samarbejde med teleselskabet 3 og batteri-tjenesten Volt har Roskilde Festival således lanceret appen ‘Fast Track’, der gør det muligt at bestille og betale for dine varer på forhånd, så du ikke skal vente oppe i boderne.

»Hele ambitionen er, at tingene skal gå lidt stærkere på Roskilde Festival,« siger Frederik Grønlund Scholten, der er marketingchef hos 3 Danmark, til metroxpress.

»Det fungerer sådan, at man henter appen ned, finder ud af, hvad man vil have, indtaster sine betalingsoplysninger, og så henter man det i boden. Det smarte er, at de mange ting, man kan få i Fast Track-appen, også er de hurtige ting, der allerede er klar,« forklarer han.

Man indtaster kun sine kreditkortoplysninger én gang, og så husker appen det. Alternativt kan man også betale via Mobile Pay inde i appen.

Du kan både bestille mad, drikke og udstyr fra 3-boden i 'Fast Track'-appen.

Der er blevet oprettet såkaldte ‘Fast Track’-diske i de boder, der er med i ordningen, og dermed skulle det reducere ventetiden markant, lyder det fra udviklerne bag.

Mere end 50 af de mest populære boder - herunder Halifax, Meyers Madbod, Mummbai, Freshi, Pizza og Pommes East, Dåsen East, Eat Beer mv, Beear East City og Beer Countdown - er med i ordningen.

»Appen er designet til Roskilde Festival og til at gøre tingene hurtigere. Ambitionen er at alle boderne skal være med i den,« siger Frederik Grønlund Scholten.

I appen er der desuden et kort over madboderne, så du kan se, hvilken Fast Track-bod, der er nærmest dig. Derudover kan du også bestille varer som højttalere fra 3’s Reload-bod på festivalen.