Blur, Bøgescenen, Skanderborg torsdag aften, fire stjerner ud af seks
Hvis den igangværende turné – som det har været nævnt – måske bliver Blurs sidste, forlader de i hvert fald scenen på den bedst mulige måde: Nemlig som et orkester, som stadig spiller deres sange med stor fornøjelse ud fra devisen ’jamen, når nu vi alligevel er her, så lad os da for fa’en have det sjovt!’
Ovenstående kunne i hvert fald mageligt stå som overskriften for dét, briterne leverede i Skanderborg torsdag aften, hvor Blur og specielt en ualmindeligt veloplagt Damon Albarn (sanger) leverede legesygt og let. På en måde, så det smittede af på et talstærkt publikum, hvoraf en ganske stor del i første omgang tydeligvis blot var mødt op for at se ’hva’ de dér Blur nu er for noget…’
Og hvad var de så? Well, Blur er et godt solidt rockorkester i bedste engelske stil. Dér hvor der ikke er grund til at servere kaviar og gåseleverpostej med kniv og gaffel, hvis fish’n’chips i en gammel avis og klør fem kan gøre det. Hvor det muligvis aldrig bliver kunst, men jobbet bliver sgu’ gjort. Grundigt og gennemført.
Faktisk er det synd for Blur, at de af den engelske presse dengang i 90’erne sammen med de evige rivaler i Oasis fik påklistret en etiket, hvor der stod ’dette er stort – nu får vi det britiske imperium tilbage’.
Det er jo for fa’en for det første noget forbandet vrøvl og for det andet ikke noget at rive i næsen på et band, som dybest set bare var – og er! – en kvartet, som ville ud og vride de gamle klodser fra forbilleder som Kinks og Beatles én gang til. Hvilket dybest set bare er det, Blur gør, og det hygger de sig helt tydeligt stadigvæk med.
Og det gjorde de også i Skanderborg, hvor en åbenlyst stolt Albarn blot kunne se smilende til, mens publikum lykkeligt sang med på og dansede til ’Country House’, ’Song 2’ og alle de andre.
Alt i alt ganske herligt. Det væltede ikke verden, men mindre kan gøre det.
Bravo Blur – det var en fornøjelse.
