Anført af hypen om Lordes rå og uartige musikalske søster søgte jeg mod 23-årige amerikanske Halsey på Arena Scenen, der for første gang siden festivalåbningen lå badet i sol. Og fandt hende iført gummistøvler og Justin Bieber-sweartshirt på en scene, der lignede noget fra en romantisk italiensk film.
Halsey er en foreløbig kulmination i ’stik hende et beat og hun stikker dig en SoMe popsang’-bølgen, godt hjulpet på vej af et kuld sangskriver/producere – rockmusikkens sande stjerner. Udover Lorde er der f.eks. sofistikerede Lana del Rey, der vist snart er på vej med noget nyt, og MØ i en mere punket version.
Ligesom YouTube-pioneren på hendes sweatshirt har Halsey taget kompromisløst ejerskab til de sociale medier, hendes andet hit var en video med en parodi på Taylor Swift på tumblr, tredje hit blev postet på SoundCloud. Hvad hun dog ikke må stå model til, den Taylor.
Nu, fem år senere, er Haley en verdensstjerne, man kontakter, når der skal skrives sange til endnu et ’Fifty Shades’ soundtrack.
Hørt på plade er der mange lag i hendes musik, især hitalbummet 'Badlands', kaskader af attitude og fuck it-stil, som ærlig talt virker betydelig mere autentisk end f.eks. Cirkus Miley for to-tre år siden. Også når Halsey trykker den af i gummirøjsere på Roskilde Festival med regnbueflag på bagcenen. Der er noget Alanis Morissette samplet med Lil' Kim over hende.
Halsey er vokset op med hiphop i sit barndomshjem. Som i så meget anden moderne elektronisk pop høres det tydeligt.
På plade er Halsey en spændende biseksuelt-feminin (hendes eget udtryk) kunstner, men som det lød her til aften endte jeg med at savne risikovillighed. I nogle numre virkede det, når Halseys udtryksfulde sang og melodiøse klangflader blev sat i brand af hidsige beat som i 'Heaven in Hiding'. Men mest lød det som basbulder braget ud gennem højttalerne leveret af trommer, bas og diverse keys og elektronik.
Festival/koncertvenligt er det. Halseys største fans på de forreste rækker virkede glade for en lørdag aften på diskoteket. Men det varer ikke længe, før det set-up mere ligner en franchise end musikalsk ramme om en original kunstner.
Halseys sang sine sange med stor etos og patos, men det underliggende beat/synth-bombardement kunne lige så godt være kommet fra hvilken som helst anden kunstner.
Så kan man sige: er det ikke det samme med gammeldags bas, tromme og guitar-rock. Jo, men kun, når støjen og formlen stjæler musikkens sjæl. Som det var tæt på forleden med Gun N’ Roses i Parken. Ligesom på Arena Scenen for lidt siden.
Halsey, Roskilde Festival, Arena Scenen, lørdag aften.
