Rockveteranerne havde en ualmindeligt dårlig dag foran et ualmindeligt uinteresseret publikum i en ualmindeligt kedelig midnatstime i Jelling.
Se, jeg havde aldrig – som i ALDRIG – troet, jeg skulle skrive det hér om selveste D-A-D. Jo-jo og okay, den aldrende kvartet er i lighed med mange af os andre jo nok ikke helt, hvad de var engang, men det hér havde jeg dog aldrig troet.
Hvilket? Spørger den opmærksomme læser.
Jo, at jeg skulle opleve og dernæst rapportere hvordan én af Danmarks med god grund konstant største festivalattraktioner de sidste 30 år denne forsommeraften i 2017 for det første kun trak et sparsomt publikum hen foran Jellings hovedscene i primetime – hvilket vil sige midnatstimen fredag.
Og for det andet og nok så bekymrende: At størstedelen af det publikum så ud, som om de havde været bedre underholdt, da de sidst fik aflæst deres gasmåler, end de var af D-A-D, da fredag blev til lørdag.
Som udgangspunkt tog D-A-D sig ikke af hverken det pauvre fremmøde eller det komatose goddag fra publikum. Tværtimod lagde bandet veloplagt – og for en gangs skyld overraskende - ud med 'Riskin’ It All', den sjældent spillede kræs-for-kendere sang 'Written In Water' og 'Monster Philosophy'.
Men allerede med en sjusket 'Girl Nation' som fjerde nummer fulgt af en klodset 'Nineteenhundredandyesterday' fornemmede man, at D-A-D ikke rigtig gad mere. Når nu publikum ikke gad forstås.
Som koncerten skred frem blev det tydeligt. Med kedelige versioner af 'Soulbender' (ellers også en velkommen overraskelse), 'New Age Coming', 'Everything Glows' og en 'Riding With Sue', som fik min sidemand til at kyle sin fadøl i jorden, mens han hvæsede:
'Hold kæft, hvor er det ringe!'
Og desværre havde han et alt for langt stykke ad vejen ret. Mod koncertens slutning hvor endnu flere havde forladt den i forvejen sparsomt befolkede festivalplads kneb det faktisk – for første gang i alle de år, jeg har haft fornøjelse af bandet – for D-A-D at få publikum nok til, som ritualet ellers byder, at synge første vers af 'Sleeping My Day Away' med nogen synderlig overbevisning.
Det tror på sæt og vis fanden, når bandet ikke SPILLER sangen med overbevisning.
Selvfølgelig red D-A-D aftenen nogenlunde hjem på rutinen – specielt fordi jeg ikke tror, leadguitarist Jacob Binzer KAN spille dårligt - men det er jo for fanden bare ikke sådan, man gør, når man bliver mødt af et publikum, som ikke pr. automatik er helt oppe at støde ved tanken om at møde D-A-D.
Næ, så træder man da som band i karakter, man kæmper og man slider for at vinde publikum over på sin side og hive reaktioner ud af dem.
Sådan gik det bare ikke. I stedet blev det mere og mere forstemmende at opleve alle disse gode numre jappet af, så D-A-D kunne blive færdige og komme hjem.
Disneyland var så at sige kun åbent de første tre numre denne aften. Derefter blev det ganske vist postuleret at der stadig var åbent, men skal vi blive i forlystelsespark-retorikken var strømmen altså gået til forlystelserne...
Jeg vælger at tro, at D-A-D bare havde en sjældent dårlig aften og jeg håber ikke, at jeg nogensinde igen skal opleve publikum forlade en D-A-D koncert med så mugne miner og så meget at brokke sig over, som tilfældet var fredag aften og nat.
D-A-D er langt bedre end det. Jeg ved det jo!
D-A-D, Jelling Festival, fredag nat
