Roskilde Festival har netop præsenteret deres fulde program - og festivalens arrangører trak et par kaniner op af hatten, da de onsdag klokken 12 offentliggjorde programmet.

For hvis folk troede, at 'The Rolling Stones' havde opslugt hele festivalens budget, må onsdagens offentliggørelse have fået dem på andre tanker.

Roskilde Festival præsenterede nemlig én af tidens mest anerkendte rappere, canadiske Drake, der tidligere er blevet rygtet til Roskilde Festival, men altså først blev bekræftet i dag.

Desuden præsenterede festivalen den verdenskendte amerikanske soul og R&B musiker, Stevie Wonder, - noget som de færreste havde set komme. Den 63-årige blinde amerikaner har solgt over 100 millioner album i løbet af sin karriere, der strækker sig over mere end 50 år.

- Med nye navne som Drake og Stevie Wonder, Manu Chao og Deftones og 63 andre helt nye artister på plakaten kan vi endelig melde klar til årets festival. Vi glæder os selv til de mange møder mellem unge og ældre giganter som The Rolling Stones og Arctic Monkeys på vores scener. Og vi er også sikre på, at vores samlede program med næsten 160 artister er i stand til at udfordre og begejstre selv de største musikelskere, der tager på Roskilde Festival for at udforske helt nye navne og indtryk – uanset om de er til metal, alternativ rock eller hiphop eller alt midt imellem, siger Roskilde Festivals programchef Anders Wahrén i en pressemeddelelse.

I følge pressemeddelelsen præsenterer Roskilde festival yderligere en håndfuld artister inden festivalen.

Se årets Roskilde-plakat her:

http://roskilde-festival.dk/dk/nyhed/singlenews/roskilde-festival-afsloerer-aarets-plakat/