Roskilde Festival har afsløret årets spilleplan, og det giver som altid udfordringer, hvis du ikke er verdens største musiknørd og gerne vil se lidt af det hele.

Onsdag
Roskilde Festival fortsætter den fine tradition med at lade et dansk band åbne den legendariske Orange scene, og derfor skal du selvfølgelig stå klar klokken 18.00, når sidste års nye danske navn Phlake åbner showet med deres vuggende R&B-rap. Herefter kommer du i problemer.

Du vil gerne se det canadiske popfænomen The Weeknd omdanne Dyrskuepladsen til en sveddryppende natklub klokken 22.00 på Orange scene, men kun en time senere begynder de californiske pop-punkere Blink-182 deres nostalgiske hitparade ovre i Arena-teltet. Kan du overskue at droppe The Weeknds sidste numre (og dermed største hits) for at få noget, der ligner en god plads i Arena? Og hvad med Rag'N'Bone Man klokken 23.30 på Avalon-scenen? Du har alligevel hørt hans 'Human'-nummer lidt for mange gange til at være fuldstændig ligeglad med den koncert.

epa05813302 Canadian singer The Weeknd performs during his concert at the Ziggo Dome in Amsterdam, The Netherlands, 24 February 2017. EPA/Paul Bergen
epa05813302 Canadian singer The Weeknd performs during his concert at the Ziggo Dome in Amsterdam, The Netherlands, 24 February 2017. EPA/Paul Bergen Foto: Paul Bergen
Vis mere

Torsdag
Torsdag kan du slappe lidt mere af. Du starter klokken 14.00 i Arena-teltet med at se, hvad Carl Emil Petersen kan uden resten af Ulige Numre, og du kan roligt blive hængende der resten af eftermiddagen i selskab med Future Islands og Beyoncés lillesøster Solange.

Men så kommer dagens dilemma. 21.30 går britiske Erasure på scenen på Arena og spiller nostalgisk, kølig pop. Du kan ikke gå glip af klassikeren 'A Little Respect' vel? Men samtidig vil du også gerne være der, hvor de seje mennesker er, og ovre på Orange scene går The XX på scenen kun en time senere. Hvad vælger du?

Fredag
Fredag står første valg imellem en dansk P3-darling og den måske næste store kvindelige popstjerne. Karl William spiller sit livs største koncert, når han klokken 15.00 går på Avalon-scenen. Det bliver helt sikkert en speciel oplevelse for både performer og publikum, men du kan også nemt gå glip af en vanvittig sexet R&B-koncert med amerikanske Tinashe, der spiller klokken 16.00 på Arena.

Når mørket falder på, kommer du til at skulle vælge imellem to af årets hovednavne. Vil du til vild dansefest med Trentemøller, der har fået et lidt overraskende tidligt spilletidspunkt klokken 21.00 på Arena, eller vil du til guitarhero-fest med Foo Fighters på Orange scene klokken 22.00? Du vil måske også gerne tilbage i Arena-teltet klokken 23.30 hvor den new zealanske popstjerne Lorde spiller hits 'Green Light' og 'Royals'.

Lørdag
Sidste dag på Roskilde. Vil du se, hvad det nærmest glemte danske rockband The Rumour Said Fire kan anno 2017 på Avalon-scenen klokken 13.00, eller vil du hellere være dum med de unge og hoppe rundt til rapperen Emil Stabil på Arena klokken 14.00?

Ved aftensmadstid går den unge amerikanske popsangerinde Halsey på i Arena-teltet kl 18.30, og du vil gerne tjekke hende ud, men du vil også gerne have lidt hiphop-historie med hjem i bagagen med den legendariske hiphop-gruppe A Tribe Called Quest, der har fået lidt af et comeback med deres seneste album, der går direkte i kødet på Donald Trump.

Singer Lorde performs at the Coachella Valley Music And Arts Festival on April 16, 2017 in Indio, California. / AFP PHOTO / VALERIE MACON
Singer Lorde performs at the Coachella Valley Music And Arts Festival on April 16, 2017 in Indio, California. / AFP PHOTO / VALERIE MACON Foto: VALERIE MACON
Vis mere

Det bliver svært at nå det hele, men som altid skal det jo nok gå alt sammen. Se hele programmet HER.