Med ’Nu hvor du har brændt mig af’ og ’Stupid Man’ udsat for et kor bestående af godt og vel 20.000 i den odensianske Tusindårsskoven må man endnu en gang overgive sig til Thomas Helmig, mens man slendrer tilbage til pc’en gennem den ubeslutsomme støvregn.

Om det blev lige så magisk, som da Helmig og NorthSide festivalen fandt sammen i en aarhusiansk symbiose for et par uger siden, er svært at sige. Hvordan måler man det?

Nej, der var ikke denne her fornemmelse af samhørighed og lokalpatriotisme som den aften. Af gode grunde ikke.

Men uanset hvor mange indvendinger, jeg kan komme i tanke om – og de kommer senere – efter aftenens overvældende koncertoplevelse her i Odense, må jeg igen bare bøje mig for Kong Helmig og det, hans sange gør ved et publikum på tværs af generationer.

Der gik nogen tid i kulden foran Tinderbox’ blå scene. Først i ’Op og ned’ begyndte Helmig og hans publikum at række ud mod hinanden i en sang, der handler om at omfavne sin ensomhed.

Og det gentog sig i 'Malaga'. Hvilket guldstøv, der strejfede Thomas Helmig, da han skrev den melodi, ved kun hans muse. Men den virker. Hver gang.

Som den rutinerede showmand, Helmig er, har han bygget sit aktuelle sæt op med en kulmination i ’Stupid Man’. Og måske er det med til at skabe en oplevelse som i aften; at hans sange ikke kun er de ’scrapbook memories’,  han synger om i netop den sang.

Og så var der indvendingerne.

Først og fremmest, at hans sangstemme ikke længere er, hvad den var engang. Han gør, hvad han kan for at kompensere for rustlagene på stemmebåndet. Hvilket især hørtes i 'Malaga'.

At Helmig skylder sig selv og sit publikum en gang for alle at bryde sin egen formel, selvom det nye nummer ’Saml det op’ ikke tyder på, at det bliver i denne omgang. Han hedder Thomas H og synger om kærlighed, men især mesterværket 'Helmig herfra' afslørede, at der er mere end kærlighed og kildevand i brønden.

At han har skrevet betydelig bedre og mere effektive popsange end ’Dagen efter dagen derpå’, ’When You Love Somebody’ og ’100 dage’, hvor Medina endnu en gang var med på gæstevisit her i Odense. I dag noget mindre kejtet end forleden.

At det i øvrigt fremragende band med ankermand Claes Antonsen i centrum næsten er for gode. For perfekte. For en anmelder, der ofte efterlyser ordentlig lyd under koncerter, kan det virke som et lidt paradoksalt statement. Men midt i det stramt arrangerede soulfunk-orgie kan man godt savne det åbne, ufortalte, antydningerne, som på mange måder er soulmusikkens raison d’etre.

For Thomas Helmigs sange har sjæl, og de rækker ud mod andres sjæle. Også i Odense.

Thomas Helmig, Tinderbox, Blue Stage, fredag aften