Hammer, hammerfedt!

PRETTY MAIDS, Bøgescenerne

Hvis man googler ”Pretty Maids, Denmark” kan man regne med nogenlunde den samme bedømmelse fra Buenos Aires over Baltimore og Berlin til Bramming:

Ét af de mest undervurderede Heavy Metal bands de sidste næsten 30 år.

Og skulle nogen være i tvivl om verdenssamfundets præcision i analysen af Pretty Maids’ tilstand førte kvintetten fra Horsens på Skanderborg fredag igen bevis for samme.

Efter næsten 30 år på rockscenen og i kølvandet på deres bedste album i mange, mange år – dette års ”Pandemonium” – er Pretty Maids ganske enkelt i deres livs form.

I Paul Christensen har bandet en frontmand i verdensklasse, i Hasse Patino og Allan Tschicaja har de en rytmegruppe så solid, at jeg i hvert fald ikke gad forsøge at gennembryde dén mur med en pansertank, i Morten Sandager har de en keyboardmand, som med største selvfølgelighed skaber de stemninger, hver sang kalder på… og i Kenneth ”Hammer” Hansen har de simpelthen én af verdens bedste heavyrock-guitarister.

Og det faktisk i et omfang fredag, så én af mine venner insisterede på overskriften ”Hammer, Hammerfedt” til denne artikel.

Den være hermed leveret og fuldt fortjent. Over en perlerække af potentielle rockklassikere som ”Scream”, ”The Final Day Of Innocen se”, ”Walk Away” (verdenshittet, som aldrig blev), “Love Games” og ”Rodeo” spillede Pretty Maids sviende præcist, med et overlegent overskud og en misundelsesværdig entusiasme, så min sidemand stolt udstillede sin gåsehud på armen. Ikke et udpræget smukt syn men dog ganske betegnende for tingenes tilstand.

Uanset hvordan man vender og drejer det og – kære læsere – uden for diskussion er Pretty Maids mand for mand musikalsk klasser over resten af de optrædende på denne festival.

Det hér, mine damer og herrer – om det er ”Pandemonium”, ”Scream” eller ”Red Hot And Heavy” – er musikalsk kærlighed og knaldende kompetence, som man alt, alt for sjældent oplever det.

MEN… alt for få og specielt ikke de åndsfyrster, som bestyrer dette lands såkaldte musikradioer, har opdaget det. Hvordan fanden f.eks. man kan ignorere et oplagt superhit som ”Little Drops Of Heaven” til fordel for musikalsk bovlam boghvedegrød som Duné og Carpark North signalerer kun én ting:

At fjolserne ikke har det fjerneste begreb om musik.

Det havde adskillige tusinde i Skanderborg heldigvis. Og da Maids – igen! – lagde nye millimeter til min sidemands gåsehud med førnævnte ”Little Drops Of Heaven” stod kun ét tilbage at konstatere. Nemlig at det hér ikke blot var små dråber af himlen – det var et regulært skybrud.

”Red, Hot And Heavy – AND WE WON’T STOP!”

Og det kan I regne med…