When Saints Go Machine, Orange Scene, kl.18.30, torsdag
Det var et sats. Det var vovet. Det blev en fiasko.
Åbningsbandet, When Saints Go Machine, havde et publikum, som var ligeså letantændeligt som Henne Hede i august, men de valgte at kaste det ene læs vand på. Der var aldrig gnist, men derimod pubertær bekymring.
Forsanger Nikolaj Vonsild var enten stærkt nervøs eller ubehagelig overlegen, her gættes der på det første, for han inddrev aldrig publikums accept.
Det gjorde bandet trommeslager, Silas Moldenhawer, dog. Han inkasserer den ene stjerne, fordi han ikke lod sig røre af det enorme pres, og leverede de dansable rytmer i mol, om man vil, som ramte dén nerve resten af bandet skød ved siden af.
Men det var ikke nok. De var der, de præsterede, men de havde ikke investeret i publikum. Deres ellers fremragende musik, som får den anden stjerne, kunne ikke bære den orange kæmpe, som sad på deres skuldre.
Publikum var villige og tilstede, men deres flirt blev aldrig forløst. Ærgerligt, for WSGM har forført salene i foråret, blandt andet med hjælp af bandet fra samme genre, Turboweekend.
Og her er et band, som jeg tror, ville have været det helt rigtige åbningsband, men nu fik vi WSGM. Og det var et forspil der varede alt for længe. Heldigvis er der stadig rig mulighed for forløsning andet sted.
