I en uge, hvor jeg har set Robbie Williams forvandle sit bagkatalog til en dårlig vittighed, og et udrangeret Status Quo spille deres (hans) bagkatalog, som om absolut intet var hændt siden, dengang Danmark havde bilfrie søndage, kan det være ganske respektindgydende at opleve amerikanske Bon Iver sætte alt på spil her på Haven Festival på Refshaleøen.

Det kom der denne københavnske vinterlige sommeraften noget ganske fint ud af, trods et irriterende snakkesagligt hipsterpublikums ihærdige forsøg på bespænd.

Endnu en gang må man spørge: hvad er pointen i at betale en mindre formue for en festivalbillet for bruge tiden på at overævle hovednavnet? Ligegyldigt om man arbejder i kommunikationsbranchen i København eller kører lastsbil i Vestjylland.

Justin Vernon, som der står på hans fødselsattest, kommer fra en lille by i Wiscounsin, USA, som oprindelig blev grundlagt af franske bosættere. Heraf det franskklingende kunstnernavn. Efter at have skabt bølger i rockbranchen med sine to første, isnende intime indiefolk-album – så meget at selveste Kanye West har ønsket at arbejde sammen med ham – gik Bon Iver en ny vej på et seneste album, det elektronisk baserede ’22, A Million’.

Derfor mødte Vernon op her til aften med en god del elektronik på scenen som supplement til bl.a. trommer, bas og den guitar, han selv spiller med en helt unik, følelsestung klang. F.eks. en elektrisk forstærket trombone. Ikke så tit, man ser det.

Sangtitler som '22 (OVER S∞∞N)', ’10 d E A T h b R E a s T’, ‘33 “GOD”’ taler deres eget sprog om en kunstner med en vision om at ryste posen.

I et imponerende klart og markeret lydbillede lød det, måske på grund af den megen teknologi, utroligt godt, faktisk fra begyndelsen.

Jules Vernons projekt, der begyndte for godt og vel ti år siden, ligner en afsøgning sin sjæls inderste sprækker som kerne i en fortælling om det Amerika, han er vokset op i, omgivet af lukkede savværker og åbne trækirker. Lidt som Father John Misty.

I den sammenhæng betyder det – overraskende for mig - ikke det store, om han live synger akkompagneret af en akustisk guitar, det opretstående klaver som her i aften, eller i et lydinferno, omgivet af arbejdsstationer og sit band.

Og selvom Justin mere lignede en dj eller ansat i en god, gammeldags pladeforretning med sine hovedtelefoner, end den martrede kunstner, der skabte mesterværket ’For Emma, Forever Ago’ i en hytte langt ude i en skov, fornemmede jeg tydeligt den Bon Iver'ske følelse i det stort anlagte set-up, uanset hvor stilforvirret og flagrende mellem bit, bytes og akustisk, det også lød.

Og den del af publikum, der ikke holdt lørdagspassiar, kunne lide strittende og akavede nye kompositioner som ’33 ’God’’ m og  '715 – CRΣΣKS'. Det sidste inspireret af en dårlig ferieoplevelse i grækenland. (Hvem der befandt sig dér lige nu, hvor en syndflod hagler mod taget.)

Det skyldes naturligvis især Vernons særprægede, enormt udtryksfulde sangstemme, som selv i det store set-up lige præcis runger af al den melankoli og pirrelige sanselighed, hans sange påstår.

Vi fik fire af de 'gamle' sange.Af en eller anden grund – vistnok at bandet begyndte en smule senere end programsat, nåede de aldrig at spille det nærmeste, Bon Iver er kommet et hit, ’Skinny Love’. Som rigtig mange i det som nævnt, meget snakkesalige publikum var kommet for at høre. Det er ellers fast på sætlisten. Det ligner dårlig planlægning.

Bund ærgerligt. Eller bon iverligt.

Bon Iver, Haven Festival, Meadow Scenen, lørdag aften