****
(Fire stjerner)
Lukas Graham indtog NorthSide Festival med største selvfølgelighed og skabte en på disse kanter sjælden varm symbiose mellem musik, musikere og et feststemt publikum, der var kommet for at erklære sin kærlighed - og stolthed. Fortællingen om sangeren Lukas Forchammer er større end musikken, men man må anerkende Lukas' greb om den danske folkesjæl anno 2016.
Et enkelt lille glimt på storskærmen i 'Mama Said' blev sit eget symbol på Grahams enorme succes og kraft, ikke bare i Danmark, men i tilsyneladende talrige andre lande - senest foran 85.000 på Wembley Stadion i London. Bedstemor, mor og datter, går jeg ud fra, i første række foran scenen i et enkelt lykkeligt splitsekund på skærmen.
Som Graham sagde det, er alle hans sange små kapitler i hans egen historie, sange, der er blevet til i faser af hans liv. Det er kendt, at faderens død for snart fire år siden betyder meget for sangeren, adskillige af sangene bearbejder Grahams følelser og sorg.
Lukas selv brugte udtrykket 'verdensherredømme' på et tidspunkt og konferencieren talte om 'verdens største band'. Det er store ord en juniaften, selvfølgelig også FOR store.
Men selv den lovlig megen snak mellem numrene understøtter billedet af en mand i total øjenhøjde med sit publikum. Som Rasmus Seebach lidt før ham. Også selvom det indimellem bliver lovlig selvretfærdigt at lytte til.
Allerede inden den top tændte sanger og hans lige så tændte band gik på scenen var der fællessang. Det fortsatte resten af den fem kvarter lange koncert.
Kernen i Lukas Graham er den tilbagevendte keyboardspiller Mortern Ristorp, trommeslageren Mark Falgren (LoveStick), bassisten Magnus Larsson (Magnúm).
Larssons energiske, pumpende og medlevende spil og Falgrens præcise trommespil - med imponerende god og klar lyd - løftede de mange hit udover scenen, godt bakket op af blæsersektionen. Måske endda lidt mindre forceret, end da jeg så dem på Østerbro Stadion for et par uger siden.
På sin vis er det forunderligt, at bandets 70'er Phillysoul, Chicago-agtige sangskriver klaverpop kan samle ikke bare den danske nation, men også skabe så stor opmærksomhed i udlandet. Så traditionalistisk, det basalt set er i en digital samtid.
'Strip no More' og 'Take the World by Storm' er gode, solide sange. Ligesom 'Don't you Worry 'Bout Me - der er nært beslægtet med forbilledet Stevie Wonders 'Don't you Worry bout a Thing'.
Men så er der jo følelsen. Leveret med så megen ægthed og autencitet af Lukas som en blanding af troskyldig bamse og gadesmart christiania-dreng bliver det direkte bevægende. Som følger af dansk rock gennem uhyggelig mange årtier kan man kun bøje sig for, at der endelig er én der udlever drømmen og så med den opbakning.
Skriver jeg velvidende, at der er noget, der hedder Volbeat. Og nu jeg er ved dem, er det tankevækkende, at drivkraften hos 00ernes største danske sangskrivere, Rasmus Seebach, Michael Poulsen og Lukas, er tabet af en far.
Ja, jeg kedede mig indimellem under aftenens koncert - og jeg forstår ikke, hvorfor Lukas ikke lægger lidt instrumentalt luft ind i det kompakte udtryk, velvidende at firemandsbandet nu engang er posen.
Men sjældent har jeg oplevet en mere bevægende dansk koncert en dansk festival.
Lukas Graham, Blue Stage, NorthSide, fredag aften.
