Fra det solrige Californien kom søstrene Haim til vinterkolde Skt. Hans-Danmark. Det skulle vise sig at blive et forfriskende indslag på en festival, hvor kombinationen pop og rock er lidt af en sjældenhed.

Siden debuten i 2012 har de talentfulde søstre skabt en unik base på Los Angeles-scenen.

De er blevet sammenlignet med andre ældre - og knapt så gamle - Los Angeles pigebands som The Bangles og punkgrupperne X og Lone Justice  - og for den sags skyld også et klassisk westcoastnavn som Fleetwood Mac.

De skulle allerede fra begyndelsen – næsten et kvarter forsinket – vise sig som en bad girls trio, i hvert fald de to yngste søstre, Este og Alana, i korte shorts.

Udgangspunktet er solid melodisk pop, men nedenunder det lurer et slidt sortrandet rockfjæs, som det blev spillet på Tinderbox' røde scene.

Live er de betragtelig mere rockede og rå end på plade.

Trioens solskinspop fik kant og et anstrøg af den tilfældighedernes sløsethed, som regel vil følge, når et poleret pladelyd reproduceret live. Det var faktisk ret charmerende på den kantede måde. Ikke mindst deres drillesyge leg med mandlige rock- og kvindelige poptøs-klichéer.

Så lever man med især bassisten, søster Estes til det irriterende grænsende snakkesaglighed mellem numrene.

Haim, Tinderbox, Rød Scene, fredag aften