Rolling Stones er hørt bedre end i Roskilde, men symbiosen mellem festivalen og bandet, der skabte det hele, var i perioder bjergtagende.

AF STEFFEN JUNGERSEN steffenjungersen.dk

THE ROLLING STONES, Orange Scene

Okay, har jeg set The Rolling Stones bedre, end de var på Roskilde Festival i aftes? Ja, det har jeg jo nok. Betyder det egentlig så meget? Nej, det gør det faktisk ikke. Hvorfor? Fordi de engelske gentlemen ganske enkelt væltede den festival! Da de ved salig Muddy Waters og hans bataljon af bedårende blues babyer tog den festival hen, hvor den og de myriader af mere eller mindre kompetente optrædendes musik på festivalen i årenes løb oprindeligt kom fra:

Fra rock'n'roll, fra the blues og fra de anløbne amerikanske roadhouses, hvor den slags nu engang gennem rockhistorien er blevet leveret med samme selvfølgelighed og den samme cigaret skødesløst hængende fra hangaren, som bartenderen sammesteds langer endnu en Budweiser og bourbon over disken.

Så kan det meget vel være, at jeg - i hvert fald i perioder torsdag aften - som nævnt har oplevet disse majestætiske mastodonter bedre. Nu er der imidlertid det ved det, at når rockhistoriens vingesus kærtegner éns buttede babykinder. . . Så holder man sin kæft og spiser op, når der bliver serveret.

Se billederne: Kendte valfartede til Stones i Roskilde

Og da i særdeleshed når det, der bliver serveret, er en række af de fineste rocknumre, der nogensinde er skrevet. Jo, det slingerede da en anelse indledningsvis i sange som "Jumpin' Jack Flash", "Let's Spend The Night Together", "It's Only Rock And Roll (But I Like It)" og "Tumbling Dice", inden bandet og specielt sanger Mick Jagger og den mageløse trommeslager Charlie Watts - ingen af de to kan dårligt beskrives om andet end mestre på deres felt - begyndte at spore koncerten ind på den rette kurs mod den rock'n'roll solnedgang, vi alle håber at ride mod, når den dag kommer.

Det gjaldt den opvisning i forståelse, dynamik og drive, som er "Out Of Control", det gjaldt alle forførende stripperes kendingshymne "Honky Tonk Women" og det gjaldt i særdeleshed en næsten kvarterlang version af bluesrock rapsodien "Midnight Rambler".

Sidstnævnte udviklede sig via Stones' - når det tager dem - enestående telepatiske forståelse for at spille sammen som intet mindre end en mesterklasse i, hvordan man spiller rock'n'roll. I øvrigt ikke mindst takket være en helt eminent gæsteoptræden af guitaristen Mick Taylor, som ellers forlod bandet tilbage i 1970'erne.

Her ses Rolling Stones på scenen:

Se, det var musik. I ved, sådan når man spiller sådan rigtigt selv, og man hverken har samplinger eller skjulte rytmespor til at lede én ad den vej, ad hvilken man skal. Det er ikke mindst dét, der fortsat er det fantastiske ved Rolling Stones: at de tør spille sig ud med den åbenlyse risiko for at fare vild, der måtte være i manøvren, i håbet om at man rammer lige dén version af den givne sang, de håber at levere dén dag.

Det lykkes selvsagt ikke hver gang, hvad for eksempel Ronnie Woods mildest talt alternative solo i "Start Me Up" beviste. Til gengæld er et par bøffer glemt hurtigere, end man kan nå at sige Rihanna, når Stones får krikker, som ellers turde være skamredne, som "Brown Sugar" og "(I Can't Get No) Satisfaction", pisket op til endnu en majestætisk æresrunde i manegen. At Stones i førnævnte "Satisfaction", som immervæk fylder 50 år næste år, tør improvisere midt i sangen og bibringe den endnu mere swing, end den i forvejen har, er faneme mageløst. Det kunne nemlig nemt gå grueligt galt.

Men tilbage hvor vi startede. Jeg har set Stones bedre, men jeg er ret sikker på, at en fyldt festivalplads hvor alle fra de pæneste poptøser til de mest forhærdede rock'n'roll fans dansede aftenen væk, er hamrende ligeglade med, hvad jeg synes. Fint!

The Rolling Stones' koncert, publikums overvældende reaktion og Roskilde Festival gik i smuk symbiose om dét, det hele handler om: Livet levet smukt, rigtigt og stærkt. De kalder det rock and roll. Og hvis det "only" er det, er det sgu nok til mig.

steffenjungersen.dk