Der er klart ting, der fungerer bedre på en festival end andet. Bands med chok-effekt eller genkendelighed har nemmere vilkår end så meget andet. På den konto ligner Erasure på papiret en vinder, og heldigvis realiserer de det også på Arena her til aften. Selvfølgelig hjælper det også at have festivalens bedste scene og et perfekt tidspunkt.
Jeg har en mistanke om at mange af de tilstedeværende er blevet undfanget til lyden af Erasure, så man kunne godt undre sig over, hvad der har drevet dem ind i teltet, men de fleste bliver og kender tilsyneladende mange af sangene.
I kontrast til sidst jeg så Erasure – i Operaen for et par år siden – tager folk pænt imod de nye sange også, men der er en klar overvægt af hits, og det er da også dem der får det hele til at spille. Lige fra de lægger ud med "Victim of Love" og så ellers derudad, er det en tour de force igennem specielt deres 80’er-katalog.
Lyden står skarpt, og vokalen er tydelig. Vince Clarke er om muligt endnu mere tilbagetrukket end tidligere, og Andy Bell hygger sig så meget, at det er decideret svært at følge med i hans småsludren imellem numrene.
Men den britiske charme holder, og det er sangene, der er i fokus, fra start til slut. Det er ikke tydeligt, hvad Vince Clarke egentlig foretager sig, udover at spille lidt guitar på nogle af numrene. Muligvis lidt på maskinerne, men det er klart Andy Bell, der har hovedrollen til koncerterne. Og han er så charmerende en frontfigur, og det er en fornøjelse at se alle synge med på næsten alle sangene.
Kæmpe respekt for, at de anerkender deres alder. Godt nok ser Andy Bell sundere ud i dag, end han gjorde for 10 år siden, men han kan ikke helt nå op på de høje toner mere.
I stedet for har de to sorte sangerinder med til at tage den slags, og tilføje ekstra drama til de i forvejen følelsesladte sange. Overlad trygt en kærlighedsballade til en bøsse.
Det her var en dejlig koncert, hvor bandet leverede, hvad man kunne håbe på, men ikke overgik hverken sig selv eller genren. Det er også svært, når man nærmest har skabt genren. Men jeg kan ikke forestille mig nogen gå derfra skuffede.
Præcis som da New Order spillede samme scene sidste år, er der kommet overvældende mange mennesker. Måske er de kommet for at se giraffen, men jeg er ikke i tvivl om at de er gået som fans. Det skulle ikke undre mig, hvis mange vågner op i morgen med A Little Respect på hjernen.
Erasure, Roskilde Festival, Arena, torsdag nat
