Lukas Graham tog hele Tinderbox ved hånden på et glohedt trip gennem soulfunkens historie og som altid på en rejse i fortællingen om christianiadrengen, der vovede sig ud fra Christianshavn og erobrede verden. Som koncertmateriale er den første del af trippet betydelig mere interessant end den sidste.
Lørdag aften var det som om, de lokale fynske vejrguder havde lavet en aftale med sig selv: vi giver dem klar blå himmel – til gengæld får de kolde tæer.
I den smukke sommeraften boltrede Lukas Forchammer sig foran et enormt, loyalt publikum med et skarpt orkester, der til lejligheden var udvidet med et stort strygerorkester, som svøbte storhed omkring hans københavnske fristadssoul.
Især helt henne mod slutningen i storhits som ’You’re Not There’ og ’7 Years’. Havde man ikke gåsehud i forvejen på grund af kulden, fik man det da der, hvor det oven i blev suppleret med et stort gospelkor. Hold da fest.
Det var et meget, meget smukt og bevægende festivaløjeblik af den type, der altid vil sidde i erindringen et eller andet sted. Smukt i sig selv, men også betegnende for en koncert, hvor den hjemvendte søn virkelig gjorde sig umage. Ligesom holdet omkring ham skabte etklart og præcist lydbillede, langt mere skarpt og vellydende end de tre gange, jeg hørte Graham optræde sidste sommer.
Specielt den nye amerikanske keyboardspillers tangenter stod så klare, at selv et tøvende lidt skævt anslag hørtes helt klart. Ligesom den faste tommeslager Lovestick lød næsten brutalt cool. Man kunne næsten mærke trommeskindet.
Jeg kommer aldrig for alvor til at deltage i Forchammers (selv)hyldest. Hans succes er lige præcis så fortjent, som den er stor. Så ikke noget med Jantelov her. Men den megen hyggesnak mellem numrene i bedste fald er overflødig. Forståeligt, at Lukas føler en forpligtelse til at underholde sit enorme, loyale publikum om sit privatliv. Men kom nu, Lukas. Show it, don’t tell it.
Og det gjorde han så. Fra ’Mama Said’ over ’What Happened to Perfect’ til ’Drunk in the Morning’.
Jeg ved godt, at Lukas betræder samme sti som f.eks. Bruno Mars og Pharrel Williams og Adele. Og derfor ofte bliver sammenlignet med moderne, komtemporære navne.
Men for en fan af ægte, håndspillet menneskemusik, så meget mere glædeligt at lytte til musik, der står på skuldrene af forne tiders giganter som Stevie Wonder og hele posen af Stax, Motown- og Muscle Shoals-giganter. Med Grahams tre blæsere helt fremme i lydbilledet – og tak for det til lydmanden – minder det uhyre meget om det urgamle funkband Chicago, før de blev pop. Og Blood, Sweat and Tears for den sags skyld.
Under koncerten gik jeg en tur rundt på pladsen mellem de mange tusinde fans, der kan sangene udenad. En ting er stemningen og følelsen, noget andet at bandet swinger så tight som Tove Los pants forleden. Det er naturligt at sammenligne med far og mor-generationens Thomas Helmig, der spillede i aftes.
På den baggrund værd at bemærke, hvor god og favnende en sanger, Forchammer er. Og hvor gavmildt, han øser af sit sangtalent. Han er så også så meget yngre end Helmig, der efterhånden lyder som en mand, der i stigende grad må lade festen omkring sig fylde der, hvor stemmen er slidt.
Lukas Graham satte skabet på plads og sine skeptikere til vægs. Inspireret af de mange studenterhuer på pladsen kunne man kalde det Lukas Grahams sidste store eksamen. Som blev bestået med med et tital. Han ér stor. Også i kæften.
Lukas Graham, Tinderbox, Red Stage, lørdag aften.
