*****

(Fem stjerner)


Som band fås de rent teknisk og internt musik forstående ikke bedre end Megadeth – så får det være at festivalshows ikke er bandets stærke side

Hvis I spørger mig – og det er der jo en del af jer, der er så venlige at gøre ind imellem – så er californiske Megadeth med afstand verdens bedste Heavy Metal band.

Der er vitterlig indtil flere mesterværker i bandets produktion, siden de debuterede med ”Killing Is My Business. . . And Business Is Good” for 31 år siden.

Senest faktisk dette års ”Dystopia”, som vitterlig er et alt for teknisk formidabelt, inderligt intenst og sjæle-smadrende album til at være kreeret af en mand – Megadeths frontgeni Dave Mustaine – som er på den pæne side af de magelige 50.

Nå, men på Copenhell fredag aften – som snart sagt altid – manøvrerede Megadeth mesterligt rundt mellem abrupte rytmeskift, overjordiske og overlegne guitarsoli og en fornemmelse for dynamik og omveje i musikken, som denne aften atter affødte det forventede: Nemlig at de 15. – 20.000 publikummer kollektive kæber knaldede vantro mod betonen med et brag, som udelukkende var uhørtligt pga. bandets volumen.

”Det band spiller absurd godt,” som en kær kollega påpegede.

Så er dét nemlig sagt. Fra den frådende mesterklasse i drive, som er ”Hangar 18” via den staccatohakkende ”The Threat Is Real” til guitarduellerne i ”Tornado Of Souls” og ”Holy Wars. . . The Punishment Due”, som har et flow, der får et frådende vandfald til at minde om et udtørret gadekær.

Det er SÅ absurd godt, Megadeth spiller.

Med tilføjelsen af guitaristen Kiko Loureiro har Megadeth utroligt nok over tre årtier inde i karrieren ramt et hidtil ukendt gear. Og i dette tilfælde svarer det altså til at have kørt en Ferrari i mange år og pludselig opdage, at slædens ydeevne er ENDNU større, end man egentlig troede.

Skal man kritisere noget, og lige i dette tilfælde er der såmænd god nok grund til det, så ER Megadeth af og til lidt for indadvendte til for alvor at gøre sig som festivalattraktion.

Selvfølgelig er det svært at opponere imod at et band forsager fjolleri og festfyld for at koncentrere sig om dét, der nu engang er vigtigst – nemlig musikken – men Mustaines manglende evner (eller lyst) til sådan rent kommunikationsmæssigt at tage sit publikum ved vingebenet og forlange opmærksomhed er en hæmsko, når man skal spille en festival op. Hvor publikum ikke kun består af fans men også nogle, der skal overbevises.

Men musikalsk får Megadeth de fleste andre bands til at minde om en øveaften i Frelsens Hær. De er blot (endnu) bedre, når de spiller indendørs foran deres egne fans.

Megadeth, Copenhell, fredag aften