Den danske musikfestival er så småt gået i gang. Og i denne weekend sker det for alvor, når NorthSide lukker dørene op i Ådalen i landets næststørste by, Aarhus.

Over de kommende uger og måneder kan vi se frem til kæmpe musikalske navne som Iggy Pop, The Chemical Brothers, Rammstein, David Guetta, Suede, Black Sabbath, Scorpions, Alice Cooper, Neil Young, Macklemore & Ryan Lewis, Red Hot Chili Peppers, LCD Soundsystem, Sia, Sting og Rihanna på Northside, Tinderbox, Copenhell, Roskilde Festival og Smukfest.

Det var mange navne og mange festivaler i en sætning. Og det kan være svært at holde det fulde overblik over alle de mange danske festivaler.

Og derfor har BT besluttet sig for at gøre det hele lidt nemmere.

Her i artiklen kan du blive meget klogere på, hvilke navne, der spiller hvor, hvor mange penge de forskellige festivaler bruger på musikken og hvilke navne festivalernes egne talspersoner anser for de største navne hos dem selv, samt de potentielt store overraskelser.

Vi har stillet fem hurtige spørgsmål til festivaltalspersonerne fra Northside, Copenhell, Tinderbox, Roskilde Festival og Smukfest. Og her kommer deres svar - i den rækkefølge festivalerne falder på året.

Northside

Northside.
Northside. Foto: Jonas Skovbjerg Fogh
Vis mere

Hvor og hvornår: Ådalen, Aarhus 17.-19. juni.
Antal personer: 35.000 i alt.
Billetstatus: Få partoutbilletter.
Talsperson: John Fogde.

1. Hvilke navne på jeres festival, mener du, er de største?
»Vi kommer ikke udenom Iggy Pop. Han er en legende. Og han er – sin høje alder til trods – et monster på en scene. Hvis vi tænker på det elektroniske, så er The Chemical Brothers et godt bud. De har ikke spillet i Danmark i mange år.«

2. Hvilke navne på jeres festival, mener du, vil overraske mest?
»Vores gæster kender mange af de navne, vi har på festivalen. Men jeg tror, Velvet Volume er et bud på et navn, som mange møder for første gang. Og jeg mener, det er andet end den hype, som der er bygget op om dem.«

3. Hvad adskiller jer fra alle de andre festivaler herhjemme?
»Vi har ikke camping og er en urban festival. Og her går folk på festival på en anden måde – de går eksempelvis hjem i bad. Så har vi ting som social dining og champagnesmagning, som man ikke kan se på andre festivaler. Og så henvender vi os selvfølgelig til en bestemt type indie-glade gæster, men har også lidt crossover med andre navne i andre genrer.«

4. Hvilket navn eller navne på en eller flere af de andre danske festivaler havde du gerne set hos jer?
»Et par gode bud kunne være Courtney Barnett og PJ Harvey på Roskilde Festival. Det er nogle fede navne, som kunne være fantastiske at se hos os.«

5. Hvilket musiknavn vil du allerhelst have på jeres festival - du kan vælge helt frit?
»Det er nemt. Radiohead. De passer perfekt ind i vores genre – og så er de et fantastisk livenavn.«

Copenhell

CopenHell på Refshaleøen i København.
CopenHell på Refshaleøen i København. Foto: Christian Liliendahl
Vis mere

Hvor og hvornår: Refshaleøen, København 23.-25. juni.
Antal personer: 20.000 i alt.
Billetstatus: Udsolgt siden maj.
Talsperson: Jeppe Nissen.

1. Hvilke navne på jeres festival, mener du, er de største?
»I år er det rimelig simpelt. Det er Black Sabbath. Det er deres sidste turné nogensinde og deres sidste koncert i Danmark nogensinde. Det er kæmpe stort. Samtidig er de fra Birmingham, og de skal spille på et gammelt nedlagt skibsværft hos os, så det kunne næsten ikke være mere perfekt. Så er der selvfølgelig også Scorpions og Alice Cooper, som er store navne.«

2. Hvilke navne på jeres festival, mener du, vil overraske mest?
»Et bud er Converge, som er hardcore og måske næsten mere art end musik. Og så er de fede live. Og så selvfølgelig Megadeath, som er tilbage og kunne overraske. Desuden har vi en stumfilm på programmet med flere store navne som Iggy Pop, Grace Jones, Lemmy – RIP – og så er der liveorkester ved siden af, der spiller musikken. Det skal nok blive en stor oplevelse.«

3. Hvad adskiller jer fra alle de andre festivaler herhjemme?
»Vi er en genrefestival med rock og metal. Og det udnytter vi til det fulde med vores sprog, ild og smadreland, hvor man kan smadre hårde hvidevarer og meget andet – og i år med musik til.«

4. Hvilket navn eller navne på en eller flere af de andre danske festivaler havde du gerne set hos jer?
»Der er flere. Men Rammstein på Tinderbox. De er fantastiske på en scene – med masser af ild og et fedt sceneshow. Så er der Tenacious D på Roskilde. Dem har vi ikke haft tidligere. Og så er der selvfølgelig et navn som Iggy Pop.«

5. Hvilket musiknavn vil du allerhelst have på jeres festival - du kan vælge helt frit?
»Led Zeppelin og Bolt Thrower, der er et engelsk klassisk metalband, som er svære at få ud at spille.«

Tinderbox

Tinderbox i Tusindårsskoven i Odense.
Tinderbox i Tusindårsskoven i Odense. Foto: Sophia Juliane Lydolph
Vis mere

Hvor og hvornår: Tusindårsskoven, Odense 23.-25. juni.
Antal personer: 40.000 i alt.
Billetstatus: Få partoutbilletter.
Talsperson: Morten Hopballe.

1. Hvilke navne på jeres festival, mener du, er de største?
»Jeg synes, det er umuligt at komme udenom Rammstein og David Guetta. David Guetta spillede for bare få dage siden til åbningen på EM. Det siger vist det hele. Og så selvfølgelig Volbeat og Lukas Graham, som begge har fået store gennembrud i USA. Det er fedt.«

2. Hvilke navne på jeres festival, mener du, vil overraske mest?
»Jeg tror, der kommer mange navne ovre på Magicbox-scenen, som vil skabe aha-oplevelser. Og så er der The 1975’s. Jeg kender dem ikke så godt, men har læst meget godt om dem. Og så er der Floggin Molly, som spiller noget amerikansk/irsk rockmusik. Dem skal jeg selv helt sikkert høre.«

3. Hvad adskiller jer fra alle de andre festivaler herhjemme?
»Vi har lidt af det hele. Men jeg nævner igen Magicbox-scenen, hvor man kan høre noget af det bedste musik i EDM (electronic dance music, red.) i hele verden. Jeg mener også, vi har kvalitet hele vejen rundt – og vi er på et lidt højere niveau generelt end på de andre festivaler – det gælder også de små oplevelser som madboder og barer.«

4. Hvilket navn eller navne på en eller flere af de andre danske festivaler havde du gerne set hos jer?
»På et meget personligt plan synes jeg Sting, som spiller på Skanderborg, er fed. Ham ville jeg gerne have hørt i 1000 års skoven. Og det samme med Red Hot Chili Peppers, dem ville jeg også gerne have hørt hos os.«

5. Hvilket musiknavn vil du allerhelst have på jeres festival - du kan vælge helt frit?
»Ret banalt ville jeg allerhelst høre Coldplay hos os. De laver god musik, de er sympatiske og laver en fantastisk koncertoplevelse. Og så formår de at favne et stadion.«

Roskilde Festival

Roskilde Festival. Orange Scene.
Roskilde Festival. Orange Scene. Foto: Torben Christensen
Vis mere

Hvor og hvornår: Dyrskuepladsen, Roskilde 25. juni - 2. juli.
Antal personer: 130.000 i alt - 80.000 af dem købte billetter.
Billetstatus:Udsolgt af partoutbilletter.
Talsperson: Anders Wahrén.

1. Hvilke navne på jeres festival, mener du, er de største?
»Størrelse er jo en sjov ting, men jeg synes, PJ Harvey er et af de vigtigste navne hos os i år. Hun bliver bare ved med at skubbe og udvikle sig selv hele tiden. LCD Soundsystem kan også noget særligt i forhold til vores publikum. Der var meget røre om, at de blev gendannet. For var det en god ting? Det tror vi, det er, blandt andet fordi de siger, at det handler om musikken og ikke pengene. Og det synes jeg også, de har vist ved koncerterne indtil videre. Udover dem er der selvfølgelig navne som Wiz Khalifa, Neil Young og Red Hot Chili Peppers, som vel mere er store navne i traditionel forstand.«

2. Hvilke navne på jeres festival, mener du, vil overraske mest?
»Vi går meget op i at overraske og have noget nyt for publikum, som de ikke havde regnet med at opleve, inden de kom på festivalen. Og der er navne som Anderson.Paak, Hurray for the Riff Raff og Frank Carter & the Rattlesnakes, som jeg tror nok skal få sig nogle nye fans i vidt forskellige genrer. Og så er der selvfølgelig hele Countdown, Rising og Street programmet, hvor man kan få sig en ny oplevelse.«

3. Hvad adskiller jer fra alle de andre festivaler herhjemme?
»Musikalsk har vi en bredere vifte end de andre festivaler. Men det handler mest om den fulde oplevelse hos os med campinglivet, kunsten, maden og det at man konstant kan gå på oplevelse i det, der er Danmarks fjerdestørste by i en uge. Man kan ikke nå at opleve det hele på Roskilde Festival, og der vil altid være noget, man ikke fik set. Sådan er det også for mig selv. Og det er noget specielt hos os.«

4. Hvilket navn eller navne på en eller flere af de andre danske festivaler havde du gerne set hos jer?
»Jeg synes, vi har et stærkt program i år. Og de fleste navne, som er på de andre festivaler, har vi allerede haft, så der er ikke nogle navne hos de andre festivaler, som jeg er misundelig på. Men jeg er da ærgerlig over, at Beyoncé vælger at spille i Parken og ikke hos os.«

5. Hvilket musiknavn vil du allerhelst have på jeres festival - du kan vælge helt frit?
»Der vil jeg gerne fremhæve én person. Det kunne være fantastisk at præsentere Eminem for første gang på dansk jord. Han er en af de kunstnere, som aldrig har spillet i Danmark. Og for mange i 20’erne og 30’erne er han en af de helt store. Vi har haft mange af de helt store indenfor de genrer vi arbejder med - også hiphop, men Eminem er bare i en liga for sig selv, og så har han en fantastisk energi og levering på en scene.«

Smukfest

Smukfest.
Smukfest. Foto: Sophia Juliane Lydolph
Vis mere

Hvor og hvornår: Bøgeskoven, Skanderborg 3.-7. august.
Antal personer: 35.000-37.0000 i alt.
Billetstatus: Udsolgt i månedsvis.
Talsperson: Poul Martin Bonde.

1. Hvilke navne på jeres festival, mener du, er de største?
»Navne som Kygo og Axwell x Ingrosso i den elektroniske ende. Så er der Sia som kun giver meget få koncerter på den turné, hun er på nu. Og så er Rihanna og Sting selvfølgelig store navne. Vi lukker med en Tv-2 specialkoncert, hvor de har mange gæster med. Det skal nok blive fantastisk.«

2. Hvilke navne på jeres festival, mener du, vil overraske mest?
»Det er her, vores Livecamp formentlig kan noget med nye navne. Og så er der balkanmusik med Dubioza fra Bosnien, som måske kan noget og lave en ordentlig dansefest.«

3. Hvad adskiller jer fra alle de andre festivaler herhjemme?
»Der er dels vores omgivelser i bøgeskoven, men også hvad vi putter i omgivelserne. Vi bruger 30 millioner på at bygge barer og meget andet i en skov med mange bakker, så det hele skal nivelleres. Så kommer vi også til at have en bar ude på vandet – og en masse andre installationer og happenings, som normalt.«

4. Hvilket navn eller navne på en eller flere af de andre danske festivaler havde du gerne set hos jer?
»Der vil altid være gode navne på de andre festivaler. Nibe og Tinderbox har Volbeat. Det er en god booking. Jeg ved, mange har kigget efter Radiohead, men dem har ingen fået. Hos Roskilde er der navne som PJ Harvey og LCD Soundsystem, som kunne være sjove at have.«

5. Hvilket musiknavn vil du allerhelst have på jeres festival - du kan vælge helt frit?
»Jeg ville rigtig gerne se Arcade Fire og Bruce Springsteen i skoven på den helt særlige scene, vi har. Det ville være stort med Springsteen.«