Man ved, at man er blandt venner, når bandet på scenen dedikerer første nummer til guitaristen, afdøde Ivan Horn. Nok især kendt fra C.V. Jørgensen og Led Zeppelin Jam. Tak for den solo, Rasmus Dall – og tak til Horn, selvfølgelig.
Sammenlignet med Veronica Maggio, der i går åbnede NorthSides store scener under Noahs Ark-lignende tilstande, var Folkeklubben i dag på en mere taknemmelig opgave. Der er kun mudderet og en noget understimuleret lyst til omsluttende festivaloplevelser tilbage.
Og dén åbning greb Kjartan Arngrim og Folkeklubben med vanlig smittende autoritet, der kommer af efterhånden mange års erfaring på selv de mindste scener.
De færreste er vel i tvivl om Folkeklubbens kvaliteter som sådan, desværre har de aldrig helt fået den anerkendelse som albumkunstnere, de fortjener
Det nyeste album fra sidste år, ’Slå Flint!’ er en fremragende plade, hvor Kjartan Arngrims vildtblomstrende tekstunivers har fundet en rummelig musikalsk iscenesættelse, et sted mellem Kim Larsen og moderne elektronisk bevægelse. Sagt på en anden måde: med ’Slå flint! er Folkeklubben er gået fra et orkester på jagt efter en identitet til et orkester med sit eget kunstneriske væsen og udtryk.
’De måske egnede’, der blev spillet som andet nummer i dag, er den førte regulære poprocksang, jeg har hørt på foreløbig to festivaler i år.
Om det er et cover af den gamle Benny Holst-sang ’Blomsten og vasen’ (tak for at minde om at politisk 70errock kunne lyde som andet end DKPs partiprogram) eller den nye hyldest til den gale kunstner Ovartaci, ’Overlæge Jacobsen’, er der en indre dansabel dynamik i Klubbens ligefremme syng-med-pop.
De er måden, hvorpå Folkeklubben komprimerer Arngrims halvintellektuelle højskoledanske rummelighed ned i tre minutter lange popstykker. Det er en svær kunst. Det kan aftenens hovednavn her på NorthSide, Thomas Helmig, vist skrive under på.
I en usædvanlig velklingende scenelyd lykkedes det Folkeklubben at skabe et velkomment smatparty foran Green Stage.
Godt hjulpet af det nye, fjerde bandmedlem, den cubanske percussionist Yohan Ramos’ finesse og groove.
Kjarten Arngrim har fortalt, at han tilbragte en del af sin ungdom med at rejse rundt i verden efter Bob Dylan-koncerter. Vel er Folkeklubben, om nogen i Danmark, funderet i Bob-traditionen, men hvor hans Bobhed alene er rejsende i sit værk, er Arngrim, Dall, Rasmus Jusjong og Ramos alt det, Dylan ikke er: omfavnende og på en mission helt nede i smathøjde med sit publikum.
Bedømt på sin egen præmis, som (lovlig kort) festivalmiddagskoncert får Folkeklubben fortjent fem stjerner. Som et kort, men tiltrængt solstrejf i en mudderpyt.
Folkeklubben, NorthSide Festival, lørdag eftermiddag
