Én ting er, at Paul McCartney i aften spiller en imponerende stribe klassikere på Roskilde Festivalen. Noget andet, at de fleste af sangene gengiver billeder af hans livshistorie. Selvom Lennon altid havde ry for at være den ærlige og hudløse af det gamle makkerpar, fortæller sangene historier om Macca og om, hvor han var.

BT har sat en stor håndfuld af sangene fra sætlisten i kronologisk rækkefølge - her er historien om Sir Paul.

1957: ’One After 909’

»Det er ikke en stor sang, men det er en af vores første, og en af mine favoritter. Den har gode minder for mig om John og mig, der forsøger at skrive en bluesy godsvognssang som ’Midnight Special’, ’Freight Train’ og ’Rock Island Line’.«

1964: ’And I Love Her’

’Den første ballade, jeg har imponeret mig selv med,' har McCartney sagt. Der er bidrag fra både Lennon og Harrison med.

1965: ’Eight Days a Week’

Ét af de mange tilfælde i Beatles-historien, hvor Ringos jordnære humor inspirerede. En dag i studiet sagde han med tyk truckeraccent, ’Jeg arbejder otte dage om ugen’. Fortalte Linda McCartney en- gang.

1965: ’I’ve Just Seen a Face’

Fra Beatles’ country-inspirerede periode, længe før ord som ’indie’ og ’americana’ kom til.

1965: ’We Can Work It Out’

Almindeligt anerkendt at den handler om McCartneys skrantende forhold til kæresten Jane Asher. Og så er det en vaskeægte Lennon-McCartney med input også fra Harrison.

1966: ’Paperback Writer’

En af mange Beatles-sange med flere forklaringer. Ifølge Sir Paul selv er den inspireret af avisen Daily Mail, som Lennon dagligt købte. Og en historie om en talentfuld ny forfatter. Som McCartney husker som Martin Amis, der senere blev bestsellerforfatter.

1966: ’Got to Get You into My Life’

»Jeg skrev den, da jeg var blevet introduceret til hash. Jeg havde været en temmelig straight arbejderkvarter- dreng indtil da, men da vi begyndte at ryge, forekom det mig at være ganske opløftende.«

McCartney er først for nylig stoppet med at ryge.

1966: ’Eleanor Rigby’

En af de mest omdebatterede Beatles-sange. Den er muligvis inspireret af en kirkegård, hvor Lennon og McCartney af og til mødtes som unge. En af McCartneys fineste sange i tekst og musik, med et enkelt tekstbidrag fra Lennon. Sammen med ’Yesterday’ en sang, der etablerede Beatles som bandet for alle generationer.

1968: ’Blackbird’

»Jeg sad på min farm i Skotland med min guitar og læste om borgerrettighedsbevægelsen i USA. Jeg husker tanken, at ’du har bare ventet på dette øjeblik at opstå. Det handlede om de sortes kamp i sydstaterne,« sagde McCartney.

1968: ’Lady Madonna’

Baseret på klassikeren ’Bad Penny Blues’, et forsøg på at lyde som Fats Domino.

1968: ’Hey Jude’

En sang til Lennons søn Julian, der gennemgik en hård tid, da faderen forlod hans mor til fordel for Yoko Ono. 'John var for stenet til at opdage, hvad han sang med på,' har vennen Klaus Vormann engang sagt. På tidspunktet sagde sangen nok også noget om, hvad McCartney mente om Yoko.

1970: ’The Long and Winding Road’

McCartney har aldrig indrømmet, at den skulle handle om Beatles i opløsning. Men:

»En trist sang. Jeg kan lide at skrive triste sange, det er en god stemning at komme ind i, fordi du rent faktisk kan erkende nogle dybere følelser. Det er et godt redskab, det sparer en psykolog,« sagde han i 2011.

1970: ’Maybe I’m Amazed’

En hyldest til Linda McCartney, der støttede sin mand under bruddet med John, Paul og Ringo. En af Pauls egne favoritter.

1970: ’Another Day’

Et af de mere vellykkede forsøg på at skrive en ny Eleanor Rigby - med en tekst om en slidt, ensom kvinde. For tre år siden sagde McCartney til BT, at han ofte har drømt om at overgå Eleanor Rigby. Men har opgivet.

1970: ’Let It Be’

En McCartney, der husker sin mors gode råd - lad det ligge - på et tidspunkt, hvor han ved, at verdens største rockband er i opløsning.

1974: ’Nineteen Hundred and Eighty-Five’ (Wings)

Selvom sangen er Muse-agtigt dommedagsagtig, er den alene en fantasi over sætningen ’No one ever left alive in nineteen hundred and eighty-five.

1980: ’Temporary Secretary’

»Efter jeg forlod (pladeselskabet) Apple, opstod der en masse forretningsrod, der skulle ordnes. Et par gange hyrede jeg en kontorvikar (Temporary Secretary, red.) til at organisere mine ting. Sangen er skrevet, fordi ejeren af et bureau mindede mig om en komiker fra min barndom.« (The Quietus, 2011)

1982: ’Here Today’

Efter et par år brød McCartney tavsheden efter John Lennons død med denne sang, der mindes den gamle ven og musikalske partner. Det var en spændt situation for McCartney, qua det belastede indbyrdes forhold.

2011: ’My Valentine’

En sang til McCartneys kone Nancy Shevell, som han blev gift med i 2012. ’And I will love her, for life/And I will never let a day go by/Without remembering, the reasons why/She makes me certain, that I can fly.«

2013: ’New’

En efterhånden ældre mands refleksioner over den første tid med John Lennon i Liverpool.

»Jeg tænkte meget over mit og Johns venskab, da jeg skrev den. Vores ture i pladeforretningerne som helt unge,« sagde han til BT i 2013.

2013: ’Queenie Eye’

Endnu en retrospektiv McCartney-sang. Inspireret af en børneremse fra 40erne.

 

’Eight Days a Week’, ’Save Us’, ’Got to Get You into My Life’, ’One After 909’, ’Temporary Secretary’, ’Let Me Roll It’ (Wings), ’Paperback Writer’, ’My Valentine’, ’Nineteen Hundred and Eighty-Five’ (Wings), ’The Long and Winding Road’, ’Maybe I’m Amazed’, ’I’ve Just Seen a Face’, ’We Can Work It Out’, ’Another Day’, ’And I Love Her’, ’Blackbird’, ’Here Today’, ’New’, ’Queenie Eye’, ’Lady Madonna’, ’All Together Now’, ’Lovely Rita’, ’Eleanor Rigby’, ’Being for the Benefit of Mr. Kite!’, ’Something’, ’Ob-La-Di, Ob-La-Da’, ’Band on the Run’, ’Back in the U.S.S.R.’, ’Let It Be’, ’Live and Let Die’, ’Hey Jude’
Ekstranumre:
’Another Girl’, ’Hi, Hi, Hi’, ’Can’t Buy Me Love’, ’Yesterday’, ’Helter Skelter’, ’Golden Slumbers’, ’Carry That Weight’, ’The End’