Mannequin Mars bliver ikke rige af musikken - endnu

Mens stjerner som Medina og Rasmus Seebach scorer kassen på sommerens festivaler, så må de helt nye danske navne ofte tage til takke med fornøjelsen - og lommepenge.

- Vi får sådan cirka en hundrededel af det beløb, du nævner i forbindelse med Medina. Det her er bestemt ikke noget, vi bliver rige af, siger Adeeb Alhaijali, der sammen med sin bror Kamil udgør funkpop-duoen Mannequin Mars.

Deres sommer skal gå med at reklamere for deres nyeste single ’Oh My Gosh’. Programmet står på lige dele klubkoncerter og radiointerview.

Og på spørgsmålet om profitten griner Adeeb:

- Ingenting. Der ér ingen profit. På et tidspunkt fik vi 20.000 kroner for at varme op for Who Made Who. Men det var en undtagelse. Og normalt taler vi om meget mindre. Men det er heller ikke dét, der betyder noget. Vi elsker musikken. Og vi kan bare ikke lade være.

Mannequin Mars’ sommerprogram er endnu ikke fastlagt. Men hold øje med brødrenes facebookside.