De to unge musikere fra dubstep bandet 'Bottled in England' gav lørdag eftermiddag koncert på Apollo scenen på Roskilde Festival. En oplevelse, som bandet efterfølgende kaldte for " Den største oplevelse til dato".

De var dog en smule ærgerlige over, at de spillede på den åbne Apollo scene i dagslys, da de af åbenlyse årsager ikke kunne benytte sig af lyseffekter under koncerten.

- Det er selvfølgelig fantastisk at være her, men der er altså nogle begrænsninger ved at spille i dagslys, når du ikke engang har et teltdug til at dække for scenen. Så er det virkelig begrænset, hvad man kan lave af lys og lysshow. Og det ville bare lige have gjort det ekstra, som kunne have gjort vores koncert helt vild, sagde de to bandmedlemmer og indrømmede samtidig, at en nattekoncert på Roskilde Festivals næststørste scene, Arena, er drømmen.

Men selv uden lys lykkedes det for bandet at levere en fed koncert - ikke mindst takket være publikum.

- Folk var virkelig meget på fra starten af. Man kunne godt fornemme festivalstemningen og folk virkede mere åbensindede. Mange af dem, der var der i dag, har muligvis ikke set os før. Det var fantastisk. Det var simpelthen bare skide sjovt. Det var alt hvad vi kunne forvente - og meget mere til. sagde bandet, hvis nye album udkommer til August.