Vi er nogle, som har sukket efter sådan én, siden Lars Ulrich var avisbud i Hellerup, og i år fik vi den så: den første Heavy Metal festival på dansk grund.
Mens de fleste europæiske lande i årevis har haft adskillige seancer til storhyldester af det skinnende stål, har danskerne enten måttet til udlandet eller forlade sig på, at Roskilde Festival skulle have ét af de år, hvor Paverne af Politisk Korrekthed (Roskildes bookinggruppe, fact-freaks) lod noget ”feee hegn” snige sig ind blandt sammenrendet af indie og etnisk stammedans.
Well, ikke nu længere. Copenhell er landet i – nogenlunde – fin stil, og Danmark har fået sin egen Heavy Metal festival.
Tak for den og måtte der komme mange flere.
De to dage på den gamle B&W grund på Refshaleøen var overvejende et ganske glimrende arrangement. Alene dét at festivalen havde fået produceret sin egen øl, som holdt en alkoholprocent på 6.66, var jo sådan set besnærende, ligesom faciliteterne jo fandme fungerede. Det vil sige, at det var til at komme til i barerne og i boderne som helhed.
Men nu vil det jo først, sidst og altid være musikken, det handler om. Lad os kaste et ”godkendt” efter programmet i 2010 og så i øvrigt håbe, at succesen i år højner arrangørernes ambitionsniveau og udvider deres horisont de kommende år.
Det bliver nemlig nødvendigt.
Naturligvis er det fornemt at lægge ud med hovednavne som Megadeth og Deftones, men selv om forfatterne af disse linjer er store fans af de to navne (der er ingen præmier for at gætte, hvem der er til hvad, folkens), er vi også realistiske nok til at vide, at hverken ’deth eller ’tones alene kan trække læsset på en festival. Og i øvrigt slet ikke når de er programsat samme dag!
Resten af festivalens navne rangerede – individuelle kvaliteter upåagtede – i høj grad i kategorien ”prædikener for de indviede”. Det kan være fint nok, hvis man er blandt de indviede, men når det er sagt, bør Copenhell fremover tænke mere i navne, som i højere grad kan samle folket på festivalpladsen til fællesoplevelser. Og i øvrigt trække flere folk til næste år.
I øvrigt vidt forskellige og hevet-ud-af-hatten navne som HammerFall, Arch Enemy, Amon Amarth, Paradise Lost og Kreator havde klædt Copenhell og formået at hive de headbangende horder sammen bedre end specielt lørdagens navne i år. Lige dér lignede Copenhell nemlig i perioder en festival, som var mere interesseret i at vise, hvor langt fremme i de elitære sko, man var, end at holde en fest.
Suicidal Tendencies var det band, for hvem det lykkedes bedst at forene metalskaren foran den store scene takket være deres appel på tværs af generationerne. Her kom der ”ST”-håndtegn fra alle kanter af pladsen, mens ”Suicidal for Life”-mantraet gjaldede. Måske er det sådan et rigtigt old school-navn, der skal til for at holde det hele sammen, men den slags har arrangørerne – efter sigende – undladt at bruge for mange penge på af frygt for at ”jage de unge væk”.
Der hersker dog næppe nogen tvivl om, at Danzig som andendagens headliner (han har netop spillet to festival-gigs i Skandinavien) ville have startet en satanisk rockfest af den slags, der forener; ikke jager væk. For selvom Dillinger Escape Plan bestemt leverede varen, så var der ikke mange Copenhell-gængere over de 25 at skimte foran scenen, mens de spillede.
Misforstå os ikke: som nævnt var programmet 2010 okay, men alene i Danmark har vi gode metalbands nok til at fylde en hel dag uden at forfalde til obskuriteter som Whitechapel, Adept og The Damned Things.
Men alt i alt. TAK – for satan da! – for at vi endelig har fået en metalfestival i Danmark.
Bang that head, that doesn’t bang!
Du kan læse B.T.'s anmeldelser af Copenhell-koncerterne HER!
