Sagde hun så, hende dér ved siden af. Og før man kunne nå at tænke 'jamen, tøsen er jo ikke rigtig rask', fulgte hun op med denne hér.
- Det dér er ægte rock’n’roll – som i ÆGTE rock’n’roll!
Og okay, så er man med. Se, man kan så med en vis vægt føre bevis for, at Johnny Madsen Band altid er ægte rock and roll. Fred være med det, men det er trods alt ikke altid, dette knaldhårde kapel rammer en form, som man svært dårligt kan betegne som andet end regulær opvisningsstil.
Det gjorde de imidlertid i Skanderborg, hvor de i en sky af cigaretrøg surfede på en flodbølge af Captain Morgan rom direkte mod den destination, vi alle sammen helst vil nå frem til, når man stårpå Den S mukkeste fredag eftermiddag:
Nemlig det land, hvor de hylder rock’n’roll, som den slags oprindeligt er ment. Madsen Band var denne eftermiddag i en form og et så overdådigt spillehumør, så vi allerede kort inde i koncerten med 'Johnny The Blues' i ørerne var nået frem til ovennævnte destination. Og dér blev vi resten af eftermiddagen, da Johnny Madsen først påpegede:
- Hér kommer én af de bedste rocksange de sidste 30 år. Den har jeg tilfældigvis skrevet.
Og værs’go: 'Checkpoint Charlie' fulgt op af sjældent rå og rigtige versioner af 'Havanna', 'Færgemanden' og 'Chinatown, Yellow Moon & Den Sorte Fugl'.
Og når dette band er i dét humør, så fås – som indledningsvis citerede kvinde påpegede – rock’n’roll simpelthen ikke mere ægte. Eller spillet mere løssluppent eller fortolket mere stilsikkert.
Nå ja, og så er ham dér Knud Møller – Danmarks bedste rock’n’roll guitarist - jo med i bandet.
- Han er enestående – se lige hér, sagde min sidemand og viste den delegation af kuldegysningsfremkaldte toppunkter frem, der meldte sig på hans underarm, da Knud lod tonernes tale nå endnu et sonisk oratorisk crescendo i soloen på en særligt fin udgave af 'Chicago City'.
Jeg forstod ham godt, for Knud er vitterlig så god, at man hilser hver eneste guitarsolo velkommen med glæde. Og tro mig; det er ingen selvfølgelighed, når man har hørt så mange håbefulde leadguitarister forsøge at overbevise mig om deres eksistensberettigelse, at jeg vitterlig har været to tryk på telefontastaturet fra at melde en del af dem til forbrugernævnet.
Men tilbage til den flittigt citerede veninde. Hun er nemlig normalt langt mere til satanisk norskblack metal end til rock’n’roll manererne fra de amerikanske sydstater, men hér er det så, at Johnny Madsen Band – på en dag som fredag – er så gode, at selv skeptikerne hører efter. Ganske enkeltfordi rocken har nogle rødder, f ordi kvalitet nu engang er kvalitet, og det må man anerkende.
Hvorfor det faktisk også var interessant at opleve mange – som i rigtig mange – helt unge piger (rolig Johnny!) blandt publikum, som ikke engang så ud, som om de var gået forkert.
Måske er der håb endnu…JOHNNY MADSEN BAND, Bøgescenerne, fredag eftermiddag
