Bisse - en af tidens hippeste og mest hypede danske rocksangere som åbningsnavn på den fynske hipsterfestival ved Egeskov Slot. Det kunne dårligt blive mere passende: en afrunding af lørdagens første koncert med sangen ’Seks hjerter til livet’. Hjerte med hjerte på.

Tilsyneladende ser Thorbjørn Radisch Bredkjær, som der står på den ca. 30-årige sangers dåbsattest, ikke helt sig selv som en hipster. Undervejs i koncerten kom han med flere hib til sine omgivelser af typen: ’Her drikker man vel økologisk øl på Vesterbro-urin?’. ’Og selvfølgelig er her en drone. Det er måske af de her future talks?’(kloge samtaler der finder sted i et stort telt her på festivalen, f.eks. gik vi, der så Bisse, glip af konklusionen på en samtale om fremtidens sex).

Det svarer udmærket til fortællingen om Thorbjørn Radisch, den utilpassede, uhyre produktive sanger med rødder i sjællandske Kirke Saaby, der tilsyneladende har svært ved se sig selv i sine omgivelser. Uanset, om det er her, hvor han befinder sig lige nu, de gængse kønsopfatteleser eller på det store plan i Danmark som nation.

Faktisk virkede Bisse med masser af rød læbestift mere på ude- end hjemmebane, meget langt fra de kældermennesker, han (muligvis) hylder i ’I dag går det ned’.

Som altid i androgynt outfit, delvis nøgen, lagde han hårdt ud i et energisk attack på middagssløvheden. Som tekstforfatter bliver han konstant sammenlignet med C.V. Jørgensen – lige nu er det hans tur, for lidt siden var det Peter Sommer, Juncker, Tue West... Men musikalsk udkommer Thorbjørn i et moderne outfit:

To trommeslagere, den ene delvis på elektronik, bas, arbejdsstation og lidt guitar. I dagens anledning tilføjet et gevaldig stort kor fra Humble musikefterskole på Langeland.

Bisse på scenen, også i dag, er musikalsk lige så kaotisk som i teksterne. Med rastløse, konstante musikalske breaks og skift, der fletter sig i pumpede hypnotiske beats og mere traditionelle rockklichéer. Energien og investeringsvilligheden er imponerende. Bisse har denne her ægte ’no shit’ attitude, som alt for ofte bare bliver et ’hva’ så, er I der?’-postulat.

Men det er som lyriker og persona, han er mest interessant. Når han med syrlig tristesse synger om tomheden i en by, hvor Kvickly lukker kl. fire, men kiosken har åbent til 22, maler han en mere sanselig og hjerteskærende bittersød indsigt i dansk provinsialisme, end selv utallige Steffen Brandt-tekster matcher.

Derfor et kæmpe minus, at der skulle gå 25 minutter, før der var så klar lyd på Bisse, at man kunne høre, hvad han sang. Uden lyd på de mange ord virkede det mere bombastisk og teatralsk deroppe på scenen, end følsomt.

For mange af hans sange ligner mere skitser til en sangskat end sange med tekstur.

Bisse er en af den slags stortalenter, vi skal værne om. Til gengæld skylder han os at arbejde med sine melodier.

Bisse, Heartland Festival 2017, lørdag eftermiddag.