Med en lidt for formfuld messe for tristesse lod Father John Misty Roskilde vente på sine følelsesudladninger. Indtil indie-hittet ’Bored in the USA’ var truede det med at udvikle sig til ’Bored in Roskilde’.
For bare to år siden optrådte Father John aka Joshua Tillman på Avalon Scenen her på Roskilde. En koncert, der vil gå over i historien som den formentlig mest søgte koncert ved dette telt. Der var mindst dobbelt så mange interesserede, som der var plads til. Blandt andet overtegnede, der opgav og i stedet nød en fadøl i solen. Det var dengang.
Derfor var det ganske oplagt at henlægge dette års koncert til Orange Scene, hvor Tillman endda unikt blev bakket op af symfoniorkestret Copenhagen Phil. ’Let the seven trumphets sound’, synger han i ’ When the God of Love Returns There'll Be Hell to Pay’ – det gjorde han så; lod trompeterne lyde over en festivalplads iklædt mindt 500 nuancer af grå, der passede til musikken.
Meget passende for hans sange at blive svøbt ind i strygere og blæsere. Siden debuten har Father’en holdt en fast musikalsk kadence med sine ballader, der ligeså godt kunne være skrevet af klassiske sangskrivere, fra George Gershwin til Billy Joel, med de ufravigelige krav, dels at tonearten dur er forment adgang, dels at omkvædene under ingen omstændigheder må skabe udskilning af lykke-endorfiner i lytteren - intet er for hø-hø sjov.
Samfundskritik, navlebeskuende selveksorcisme, dybe eksistentielle sange fra et depressivt sind, til egentlige hjerte-smerte kærlighedssange.
Samfundskritik f.eks. i ’Total Entertainment Forever’, som Father John og hans store orkester leverede som en af mange ironiske symfonier. Den maler et dystert fremtidsscenarie, hvor kendte, som her Taylor Swift, ender som virtuelle sexdukker.
Tillman er en tidstypisk ironiker af typen, hvor joken lige så meget er om hans miserable selv som om den miserable verden omkring ham.
Nævnte prægtige ’Bored in the USA’ smykkes f.eks. med de uforlignelige linjer 'Oh, they gave me a useless education/ And a subprime loan'.
Tillmans folky, narcissistiske, tvistede singersongwriting har trods eller måske på grund af sine dybt traditionalistiske rødder gjort ham til hipsternes svar på Bono. Med den forskel, blandt mange andre, at Joahua Tillman vist ikke tror, at han er Jesus.
Opvæksten i et fundamentalistisk, religiøst hjem i udkanten af Washington D.C. – og opgøret imod – har præget ham så meget, at han har navngivet sin karakter derefter: FaderJohn Misty.
Måske på grund af den store scene, det fine selskab af strygere og blæsere, havde faderen skruet ned for sine sædvanlige hoftevrid og ironiske leg med sexsymbol(ikken).
Med et anlæg og en lydmand, der havde besluttet sig for at give musikken optimale vilkår, var følelsen i sangene i centrum. Som f.eks. i dagens første nummer, 'Pure Comedy', der er af en klasse, som burde indskrive Tillman på listen over de helt store rockballadekribenter.
Men for en anmelder, der ikke er premium medlem af Father John Mistys kult, endte det trods enkelte helt store følelsesudladninger undervejs også med at blive kedeligt og mondænt - alt det, Father Johns sange er et opgør imod.
Først mod slutningen i numre som 'True Affection', 'Hollywood Forever Cemetery Sings' og 'I Love You, Honeybear', kunne jeg for alvor fornemme Joshua Tillman croone igennem bag karakteren Father John Misty.
Father John Misty m. Copenhagen Phil, Roskilde Festival, Orange Scene, fredag
