På hjemmebane i Odense bekræftede Kim Larsen & Kjukken endnu en gang, hvad der efterhånden er blevet en sandhed på linje med den med ’2 plus 2 = 4’.
At Larsen spiller med det bedste band, han har spillet med siden Klør Konge var knægt, og skibet hed Christianshavns Kanal. Larsens timing og vokale rummelighed og spændvidde er stort set, hvad den altid har været. Om ikke bedre.

Vi taler ved Gud ikke opera, men gårdsanger, som det nu er.

Det er skrevet og sagt så mange gange, at det dårlig giver mening at anmelde noget, der virker indlysende.

Så først nogle fragmentariske glimt:

Som da Larsen, som det er blevet kutyme, lagde ud med ’Haveje’ - og sang ’afroamerikansk distrikt’ i stedet for ’negerdistrikt’. Flaben er efterhånden 71 år gammel, og, ja, som han sang langt længere nede i sættet: ’Jeg ved da godt, du synes, jeg er en gammel nar - og hvad så?’. Stadig en flab.

Eller da jeg for første gang - og det var under ’De smukke, unge mennesker’ - vendte mig ud mod menneskehavet foran Tinderbox’ røde scene og fornemmede en stemning, som kun det danske fodboldlandshold kan skabe. Når det spiller godt, sådan cirka en gang hvert 25. år.

Eller da tre piger i konfirmationsalderen opførte en lille pantomime til ’Jutlandia’. Nu ved vi, eller i hvert fald jeg, hvordan det så ud, dengang i 1949, eller cirka deromkring, da Lili Marlene sang ’Auf Wiedersehen’.

Der skulle gå små ti minutter, før følelsen var der for alvor. Og den kom i den smukke poetiske ’Kom igen’. Den med syrenerne. Det første af en lang række episke øjeblikke på Kim Larsens hjemmebane i Odense.

En countryrockende ’Christianshavns kanal’, et sjældent genhør med 'Gare du Nord’, hvor man godt kunne savne Wili Jönsson på plastikorgel. Men de dage er ovre – for længst. Og det forundelige ved Kim Larsens nyeste band, er, at det ikke bare holder gløden i live i det gamle skidt, men også skaber nye nuancer.

Bare, siden jeg sidst så bandet holde messe på Smukfest 2016, er der ændret i flere numre.

Der kom også et par numre fra det seneste album ’Øst for Vesterled’, ’Moder Jord’ med Larsen selv på fuzzpedal eller noget i den stil, og 'Nostalgi', den mest larsenske melodi i mange år.

Nærmest rørende loyal overfor rødderne i 60ernes guitarpop. Og besjælet af så meget hjerte og solidaritet overfor damen, der lever i minderne. En sang, der ikke bare er et blast fra gamle dage, men en sang om gamle værdier, der nogle gange kan være svære at få øje på i moderne sangskrivning.

Nostalgisk kan man ikke beskylde Kim Larsen for at være. En koncert med ham og hans band er en rejse i nutiden gennem op til tre generationers kollektive erindring om lejrbål, ungdomsklubber, forelskelser, fester i gildestuen og stille stunder ved grammofonen, i parken eller terrassen med hovedtelefoner på ørene.

Hvad er det med det band?

Guitarist og orkesterleder Karsten Skovgaard i Danmarks sidste storternede jakke, rytmeguitarist Jørn Jeppesen i Danmarks mest lyseblå jakkesæt, bassist Jesper Haugaard, der ligner en anden Cary Grant fra filmene, der i sin tid var med til at definere manden, vi kalder nationalskjalden. Som sidder længst til højre som en anden forvalter af sit eget guld.

Jeg tror en del af forklaringen på Larsens renaissance skal findes i en stadig stigende ydmyghed hos sangeren, som dels følger det rent fysiske forhold, at han er tvunget til at sidde ned og dermed er tvunget til at give centerstage fra sig – har i stedet overladt den til sangene og musikken.

Jeg har tidligere set ham skælde og smælde på sine musikere, være, lad os kalde det påvirket på scenen af andet end sine musers skønhed. Set ham forsøge at leve op til myten om sig selv som plebejersvejeren Kim Larsen.

Dels er der nok noget om det, når folkene omkring Kim Larsen vedholdende hævder, at han efterhånden har lært at deale med det svært håndterbare forhold, at folket elsker ham, samt at hans sangskat er vokset fra at stiløvelser i evig fight med Franz B til nationalt guld. En vis rundhed har indfundet sig. Hvilket i øvrigt fremgår tydeligt i alle ord og sprækker på ’Øst for Vesterled’.

Cirka en gang om året, når årsregnskabet offentliggøres, skriver pressen om bevægelserne i Kim Larsens egenkapital.

Kunstnerisk besidder han en egenkapital, som han værner om og forvalter på fornemmeste vis.

Som her på Tinderbox i aften.

Kim Larsen & Kjukken, Tinderbox Festival, Red Stage, torsdag aften