____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>Selv om succesen med albummet “De her dage” sikkert har skæppet ganske godt i Marie Keys klejnekasse, ville hun sikkert hellere have haft en femmer for hver gang, én eller anden sprogligt udfordret anmelder har kaldt hendes musik og tekster ”finurlige”.

Men nu har jeg aldrig anmeldt Marie før, så nu kommer hun altså til at leve med det én gang til (og jeg vil gerne gi’ dig en femmer, Marie), for hendes fine popmelodier og ikke mindst hendes herligt afvæbnende, til tider decideret poetiske og sine steder rørende (ikke mindst i den formidable ”Skagen”) tekster læner sig altså 100 procent op ad beskrivelsen ”finurlig”.

Og så lad mig da for fanden for en enkelt gangs skyld melde mig i de sprogligt udfordredes kor.

Når det så er sagt, så er Marie Key altså blevet et alt for stort navn til at blive anbragt på Den Smukkestes næststørste scene, og trængslen foran Rytmehans var i dette tilfælde og i perioder endog meget ubehagelig og satte selvsagt sine naturlige begrænsninger for, hvor stor nydelse, man kunne have af koncerten.

Forhold som disse ville jeg nok normalt konsekvent have kaldt umulige og være udvandret, men det siger noget om kvaliteten af sange som ”Hun er i byen igen”, ”Landet”, ”Crowd” og den smukke ”Ubetalelig”, at man selv under ubehagelige omstændigheder bliver hængende ved scenen… og ikke kun fordi man alligevel ikke kan slippe derfra på grund af menneskemasserne.

Smukt Marie.

MARIE KEY, Rytmehans, fem stjerner ud af seks