Jan Eriksen
Fed musik, ufed programlægning.

Den danske elektro-musiks gudfædre, Laid Back, åbnede lørdag på Rytmehans kl. 12.30. 
 
Der var maks. hundrede fra begyndelsen. Som de sidder der på scenen - Tim Stahl med en lille tablet-lignende computer og sequencer, John Guldberg med sin guitar - ligner de et par elderly statesmen.på en forkert mission.

Nogen har muligvis tænkt, at den tilbagelænede 'Sunshine reggae'  ville være en behagelig opvågning på festivalens fjerde dag. Det giver en vis mening. Tempoet hos Laid Back er nede, hvor Skanderborgs sidste overlevende skovsnegle kan være med. 

Men de to havde fortjent et meget større publikum - og en scene, omsvøbt af dansevenlig skumringsmørke, passende til den groovy årgangs electronica. Nu hvor det endelig er lykkedes at lokke dem ud af studiet på Vesterbro.

 Laid Back fortjener ultimativ respekt. 

De er gudfædre for indtil flere moderne musikstilarter. Fra hård hiphop til electronica. Historien om 'White Horse's vandring rundt i moderne international pop er efterhånden velkendt.
 
Det giver ikke vældig meget mening at forsøge at indpasse Tim og John i diverse moderne genrer. Laid Back er tidløse. Omend der er en vis inspiration fra dub på et par numre fra det helt nye album 'Uptimistic Music, vol 1.' 

Det lød så fedt, at jeg på et tidspunkt nåede det dér selvforglemmende moment, som alle musikere taler om. Lod mig bearbejde af Laid  Backs blide hjernemassage, mens Stahl styrede hård bas, beat og malende synth-flader. Og John Gulberg med sin baryton og fine, lyriske guitarspil. 

Mere I de nyere numre som 'Rocketship To Mars' og 'Clear Your Mind'. (2013), end i standarder som 'Sunshine Reggae'. Hvor ofte går man hjem fra en koncert med dén følelse?

Det havde flere fortjent at opleve.

Laid Back, Rytmehans, lørdag middag