HANK III, Odeon, fredag, 5 stjerner.

Det kunne sådan set lige så godt have været 1985. Da Jason & The Scorchers var ét af festivalens hovednavne. Dengang det daværende D-A-D stadig ikke var raget uklar med Anders Ands ophav og stadig kaldte sig Disneyland After Dark og dagens matematik-pensum var ’Counting The Cattle’.

Dengang det var enhver mands (og kvindes) privilegium at banke til (hø)ballen og selv på Roskilde Festival holde fest, som kun en bonderøv i de yderste stadier af eufori kan gøre det.

Nu var det imidlertid 2012, og manden på scenen var Hank III (barnebarn af den legendariske Hank Williams og søn af den næsten ligeså legendariske Hank II), som med et fuldstændig fænomenalt hillbilly countryband bag sig spillede såvel Tennesees mørkeste hemmeligheder som samme stats bedste fester ind på en fugtig fredag eftermiddag i Roskilde.

Med titler som ’Gettin’ Drunk And Fallin’ Down’, ’Dick In Dixie’ og ’Thrown Out Of The Bar’ i kataloget er manden jo faktisk umulig ikke at holde af, og når Hank så – sin rebelstatus i countryverdenen til trods – insisterer på at lade sig bakke op af et band så godt, som han gør…. ja, så er der sgu ikke rigtig andet at gøre end at lade de fede tider rulle.

Når selv én som overtegnede begynder at anerkende, at violiner rent faktisk godt i en snæver vending kan anvendes som andet end kasteskyts, så er vi med andre ord ved at have fat i noget af det rigtige.

Og folk i det proppede Odeontelt holdt fest, som skulle festivalen stoppe umiddelbart efter Hank III’s koncert.

I den sammenhæng er det naturligvis interessant at notere sig, at den fest fandt sted til musik så dybt traditionsbundet som dét, Hank III diverterer med.

Interessant fordi traditionel musik i de senere år på det nærmeste har været bandlyst på denne festival. Hvor havde eksempelvis ZZ Top, John Hiatt, Joe Bonamassa eller opkomlingene i Rival Sons dog pyntet på dette års festivalprogram.

Og hvor var de dog blevet budt velkomne, hvis selv de yngste festivalgæsters overstrømmende velkomst til Hank III var noget at gå efter. Jo, Roskilde – det er altså ikke kun de ’ældre rockanmeldere’, som I altid er ude efter, der synes, at sådan noget er fedt.

Men lad det nu være. Som nævnt dén bedste fest på Roskilde 2012 indtil nu, og havde Hank III ikke mod slutningen af koncerten insisteret på at spille en ladning dødssyge dødsmetalnumre (ja, virkelig!!), var vi måske endt på topkarakter hér.

Årsagen til at en mand, som er noget nær sublim som countryartist, insisterer på også at spille metal (som han åbenlyst ikke er dygtig nok til) får stå hen i det uvisse. Men for 85 procent af koncertens vedkommende var denne seance en kærkommen kærlighedserklæring til ægte musik, spillet af ægte mennesker – og det bedste ved det var, at erklæringen var lige dybfølt både fra scenen og salen…

Yeeeehaaaaw… og alt det dér.